Når julen ikke længere er hjerternes fest

Marie skal holde jul på krisecenteret - for anden gang

Socialforsorg 24. december 2004 05:00
FREDERIKSHAVN: Døren er altid åben i det store røde hus på hjørnet af Kong Chr. Alle - også om natten. Men folk kigger så underligt på én, når man går derind. Eller også er det bare noget, man føler. Døren var også åben en septemberdag i 2003, da Marie fra Togo bankede på med sin lille kuffert som eneste bagage. Da var hun højgravid og lige stået af færgen fra Norge. Få dage forinden var hun flygtet fra en voldelig mand på Sjælland. Hun havde taget færgen til Norge, hvor hendes søster bor med sin familie. Marie blev gift med sin mand, der er dansk statsborger, på Togo. I august 2002 flyttede parret til Danmark. Og Maries mand ændrede karakter. - På Togo kendte jeg ham som en god og kærlig mand. Men da vi var blevet gift og flyttet til Danmark, ændrede han fuldkommen personlighed. Blev ubehagelig, dominerende og meget truende i sit sprog - og talte ned til kvinder, siger Marie. Hun blev mere og mere bange og fremmedgjort over for sin mand. - Han slog og sparkede mig over hele kroppen. Og da jeg blev gravid, frygtede jeg, at det var noget, der ville skade mit ufødte barn. Det var 6. eller 7. gang han bankede mig - og så var det bare nok, siger Marie. Hun talte ikke et ord dansk, kendte ingen i nærheden, der kunne hjælpe hende, og så sin søster i Norge som eneste udvej. Marie taler stadig næsten ikke et ord dansk. Derfor foregår samtalen på fransk - med Bodil Hansen fra Krisecenteret som støtteperson. - Min søsters mand gik ind på nettet og fandt krisecenteret i Frederikshavn. Så efter et par dage pakkede jeg kufferten og tog med færgen. Min søster og svoger har hverken plads eller råd til at have mig. De har jo deres, siger Marie. I Frederikshavn tog hun direkte til krisecenteret, og her har hun været lige siden. Ét år og fire måneder uden sit eget hjem. Afbrudt af en tur på Frederikshavn Sygehus den 3. januar, da hun skulle føde Peter. - Da jeg kom hertil, græd jeg meget i begyndelsen. Men jeg blev med det samme taget ind i fælleskabet og alle tog om mig og sagde, "det skal nok gå." Mit hjerte var fuldstændig knust, og der er stadig mange skår, der skal heles. Men jeg følte mig fra første dag meget tryg, fordi jeg vidste, at min mand var så langt væk. Og ikke ville blive lukket ind - og efterhåden holdt jeg op med at være så ked af det. For jeg indså, at min mand kun havde brugt mig som husholderske og elskerinde, ikke som kone, siger Marie. Med hjælp fra Frederikshavn Socialforvaltning fik hun søgt separation og siden skilsmisse fra sin mand. Skilsmissen er endnu ikke gået igennem - men hun venter papirerne inden for de nærmeste dage. - Min mand har trukket det i langdrag, fordi hans stolthed forbyder ham at give slip på mig. For ham drejer det sig kun om ærestab. Han lover ganske vist, at hvis jeg kommer tilbage, skal alt blive godt igen. Men det tror jeg ikke på. Og slet ikke efter at jeg har fået Peter, siger Marie. Under sagen om forældremyndigheden oplevede hun, hvordan hendes mand ikke overholdt aftaler i Statsamtet, hvor han udeblev gang på gang og forhalede afgørelsen. Marie fik forældremyndigheden over Peter på plads den 28. oktober. Men hendes mand skal have samkvem med Peter én gang om måneden. Maries ophold i Damark er endnu ikke afklaret. Allerede i efteråret 2003, kort tid efter hendes ankomst til krisecenteret, ansøgte hendes socialrådgiver om selvstændig opholdstilladelse, men dén sag er endnu ikke afsluttet. Marie håber imidlertid på, at hun og Peter får lov til at blive i Danmark. - I Togo arbejdede jeg som frisør, og det vil jeg gerne fortsætte med. Men jeg vil næsten tage et hvilken som helst arbejde, hvis bare jeg kan blive i Danmark og lære sproget rigtigt. Jeg vil gå i skole og skabe mig min egen tilværelse. Den tilværelse tager jeg hul på efter nytår, hvor jeg skal flytte fra krisecenteret, finde et sted at bo og forhåbentlig et job, siger Marie. Hendes tilværelse er ikke længere bare gråd. - Nu kan jeg igen trække vejret - jeg har fået mod på tilværelsen og mit hjerte græder ikke længere så meget, siger hun. Marie og Peter er opdigtede navne - redaktionen kender deres identitet.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...