Når kassebonen falmer

Falmede og ødelagte boner skyldes i mange tilfælde, at kvaliteten af blæk og papir er utilstrækkelig, og det er forretningens ansvar. Forbrugerombudsmanden fastslår, at det kan være i strid med god markedsføringsskik, hvis forretningerne udleverer kasseboner af så dårlig en kvalitet, at skriften - selv ved normal og forsvarlig opbevaring - forsvinder, inden reklamationsfristen på de to år er udløbet. Han har sammen med Dansk Erhverv lavet en række anbefalinger til, hvordan butikkerne kan løse problemet og lover samtidig at holde øje med, om der er behov for flere tiltag. Hvis bonen er falmet, kan forbrugeren ofte dokumentere købet med en bankudskrift, hvis der er betalt med dankort. Hvis forbrugerne vil være på den sikre side, kan de bede forretningen om en håndskreven kvittering eller tage en fotokopi af bonen, da de holder bedre. Mange boner tager skade af at ligge i en plastlomme eller klemt ned i en pengepung. De har bedst af at ligge tørt og mørkt - for eksempel i en skuffe eller mappe.