EMNER

Når krig er nødvendig

Kun våbenmagt kan stoppe den vanvittige despot - måtte det gå hurtigt

Sjældent har en uge været så lang som sidste uge: De libyske frihedskæmpere måtte lide i dagevis under angreb fra den bestialske og åbenlyst vanvittige diktator Muammar al-Gaddafi, mens især Rusland og Kina - ingen af hvem just er kendt som velfungerende demokratier - forhalede og forhalede en international indsats. Var flyveforbudszonen blevet vedtaget en uge tidligere, så havde den måske i sig selv været nok. Nu fik Gaddafi alt for lang tid til at myrde løs på sine indbyggere, intet er ham mere ligegyldigt end menneskeliv. Det skulle da lige være sandheden: Han mødte vedtagelsen i FN ved straks at erklære en våbenhvile, som han selv brød, endnu inden mikrofonen var slukket. Dermed er et af slagets vilkår etableret: Der kan ikke indgås aftaler med Gaddafi. Han må ryddes af vejen, gerne bogstaveligt, men i det mindste som leder. Der kan nok findes et fangehul dybt under Benghazi til ham at rådne op i. Heldigvis har koalitionen valgt at slå til med massiv styrke straks. Det gavner det libyske folk, hvis diktatorens soldater og lejesoldater hurtigt bliver stoppet - og det gavner den opbakning, som den arabiske verden for en meget sjælden gangs skyld har givet til kamp mod en af regionens talrige despoter. Allerede søndag var lederen af Den Arabiske Liga ved at vakle. Han havde tilsyneladende forestillet sig en krig uden ofre - men den slags findes desværre ikke. Heldigvis viste Qatar anderledes beslutsomhed ved at sende fly til aktionen. En krig er aldrig behagelig, men den kan være nødvendig. Det er kampen for det libyske folk, og det tjener Danmark og Folketinget til ære, at indsatsen fik så bred en politisk opbakning, som den gjorde. De kommende dage og nætter bliver afgørende: Nu gælder det om at udslette den libyske hær. Hvis soldaterne vil overleve og få en tilværelse i et kommende frit Libyen - så gør de klogt i meget hurtigt at forlade Gaddafis synkende skude.