Når krybben er tom ... TERAPI:: Danske par kører på pumperne, mener psykoterapeuten Carl-Mar Møller, der spår, at finanskrisen vil koste ægteskaber

Sonja Sabinsky
- Mange mænd er blevet døgnkiosker. De kan ikke sige fra. De styrter rundt for alt og alle lige til den dag de kollapser, siger psykoterapeuten Carl-Mar Møller. Foto: Mik Eskestad/Polfoto
Humaniora 25. oktober 2008 06:00

I MERE END et kvart århundrede har psykoterapeuten Carl-Mar Møller været på tætteste hold af danskernes parforholdsproblemer. Men når krisen kradser i parforholdet, er det stort set altid kvinden, der tager initiativ til af få hjælp udefra, har han erfaret: - Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft en mand i røret. Mænd er for stolte til at bede om hjælp, siger Carl-Mar Møller, der er aktuel med en undervisningsbog til parterapeuter. Her øser han af den viden, han har samlet i de godt 30 år, han har drevet selvstændig virksomhed som parterapeut. Carl-Mar Møllers målgruppe er typisk par i trediverne og i fyrrerne. De er kvikke, har gode jobs og børn sammen, oplyser han. - Hvad er det for nogle problemer, parrene har? - De har utallige problemer, og det skyldes ikke mindst, at kvindens personlige udvikling går dobbelt så hurtigt som mandens. Kvinden bliver ved med at udvikle sig hele livet, hun går ikke i stå, men det gør manden. Hvordan? - Mandens udvikling stopper typisk omkring de tredive. Så stagnerer han personlighedsmæssigt, og det betyder, at kvinden på et tidspunkt begynder at kede sig. Forhold går i stå. De par, jeg har i behandling, fortæller mig, at de elsker hinanden, de elsker deres børn, men de har ikke længere noget at tale om. Kvinden føler sig ensom, fordi hun ikke får modspil og lange samtaler, og manden føler sig magtesløs. Han ved ikke, hvordan han skal gøre hende glad. En af mine opgaver er, at få dem til at indse, hvor vidt forskellige de i bund og grund er som mand og kvinde. For dyrt at blive skilt Carl-Mar Møller har de seneste år oplevet, hvordan mange yngre par føler sig presset. De har sat sig alt for hårdt med krævende jobs, hus, biler, en børneflok og en stram økonomi. Prisen for alt det kan ende med at blive høj, advarer han: - Der skal ikke ret meget til at vælte dem, når de er så pressede. Et dårligt arbejdsklima eller et sygt barn kan slå bunden ud af et parforhold. De pressede par er meget sårbare, fordi de i forvejen energimæssigt kører på pumperne, siger Carl-Mar Møller, der ikke er i tvivl om, at mange par vil ryge i totterne på hinanden som følge af finanskrisen: - Det bliver en god forretning for mig. En betrængt økonomi kan få folk til at fare i flæsket på hinanden. Mange vil gå fra hinanden. Andre vil forsøge at redde forholdet og gå i terapi, fordi de ikke har råd til at blive skilt. Terapi er skabt til kvinder Carl-Mar Møller fortæller, at han ikke oplever ret mange par med seksuelle problemer. Mange mænd kunne ganske vist godt tænke sig, at kvoten var lidt højere - men sex er ikke hovedproblemet: - Det er de følelsesmæssige konflikter, der skaber problemer. Derfor er man nødt til at arbejde i dybden. Jeg lærer dem at løse konflikter på en ordentlig måde, indgå kompromisser og forstå den anden. Det handler om at få dem til at mødes på det psykiske plan, for når de først gør det, løser alt det andet sig. Også det seksuelle. Hvad er det, manden typisk klager over i parforholdet? - At han savner at få ros og blive beundret. Mange kvinder har svært ved at rose deres mænd - måske fordi de selv savnede ros i barndommen. Men mange kvinder er også blevet utroligt stærke, og når de er sammen med en mand, der ikke kan udfordre dem, bliver de ondskabsfulde. De begynder at se ned på manden, foragte ham. Hvordan reagerer en mand på den behandling? - Han lukker sig ind i sig selv. Begraver sig i arbejde eller forsøger at slippe væk fra samværet i hjemmet på anden vis. I bund og grund føler han sig magtesløs, fordi han ikke har de redskaber, der skal til for at løse problemerne. Derfor er det vigtigt, at han går i terapi. Men det har de færreste mænd lyst til, og det forstår Carl-Mar Møller egentlig godt, for de fleste terapiformer er skabt til kvinder og ikke til mænd, mener han: - Jung, Freud, gestaltterapi og mange andre systemer er udviklet til kvindens psyke og hjerne - ikke til mandens. Derfor har jeg været nødt til at udvikle en terapi til mænd, fordi jeg kunne se, at den var helt gal. I mine grupper sad der tidligere otte kvinder og to mænd. I dag er det næsten omvendt. Jeg giver mændene foredrag, diskussioner og gruppearbejde. Det har de det godt med. Kvinderne derimod har brug for at tale følelser. Mangler maskuline vitaminer I bogen taler du om “døgnkiosksyndromet” - hvad er det? - Ja, det er et stort problem. Døgnkiosk-typen er dukket op de seneste ti år, og alle de mænd, jeg har i terapi lige nu, er døgnkiosker. De styrter rundt for at tilfredsstille alt og alle, og alligevel bliver de bebrejdet, at de ikke gør det godt nok. Til sidst brænder de ud eller får en depression. Det skyldes, mener Carl-Mar Møller, at danske mænd i 30’erne og i 40’erne stort set kun er blevet opdraget af kvinder, som ikke har givet dem de maskuline vitaminer, som de har brug for: - De er blevet som mange kvinder. De kan ikke sige fra, og de har skyldkomplekser. Vi havde lige et par årtier, hvor vi eksperimenterede med nye samlivsformer, men kernefamilien sejrede. Er den ikke til at slå ihjel? - Jo, jeg er overbevist om, at det vil gå ned ad bakke med kernefamilien. I fremtiden vil halvdelen af alle par have hver sin bolig og være sammen i kortere eller længere perioder. Jeg tror ikke på, at vi får stabile forhold, før mænd og kvinder lærer at kommunikere sammen på et dybere plan uden at anklage og bebrejde hinanden. Vi bliver nødt til at acceptere, at der er enorm stor forskel på den mandlige og den kvindelige psyke. Hvis vi bilder os ind, at der kun er tale om en lille forskel, så kan det næsten ikke undgå at gå galt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...