Når kvindefnidder er værst

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

BOGENS FORSIDE

roman Sophie Kinsella: ”Hushjælp søges” # ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ Denne anmelder har bestemt ikke fine fornemmelser, når det kommer til den ellers meget udskældte chick lit med Bridget Jones’ dagbog og Sex and the City som nogle af de fremmeste eksempler. Slet ikke! Jeg holder faktisk meget af at bruge en søndag i sofahjørnet med 250 sider rent kvindefnidder og en kop kaffe. Netop derfor bliver jeg også så indædt forbandet på Sophie Kinsellas ”Hushjælp søges”. For det er bøger som denne, der, ja undskyld mig, giver genren et dårligt ry, og som gør, at vi trofaste chick lit-læsere må sidde og skamme os, når vi er i højpandet selskab. Bogen udspiller sig i London, hvor super-advokat Samantha kommer til at lave en brøler på kontoret. Nedturen får hende til at flygte ud på landet, hvor hun ved en fejl bliver ansat som husholderske. For at gøre en langtrukken historie kort kommer hun selvfølgelig til at elske det simple liv (og gartneren). Det hele ender med, at den stakkels kvinde bliver tvunget til at vælge mellem karrieren og køkkenet. ”Hushjælp søges” har en fuldstændig forudsigelig handling og et helt igennem traditionelt persongalleri, ligesom den rent sprogligt lægger sig tæt op ad Bridget Jones-dagbøgerne. Men alt det og bogens cirka 150 overflødige sider kunne jeg med lethed tilgive, hvis bogen bare var underholdende og morsom. Men det er den ikke, ikke den mindste smule. Dermed falder den fuldstændig igennem i forhold til de anerkendte, formodede forbilleder, der jo netop er båret af sprudlende humor. Sin enlige stjerne får bogen for sin givetvis rammende beskrivelse af Englands nyrige. Det eneste, der er tilbage at skrive, er: æv. Og det er da synd, for Sophie Kinsella har nemlig tidligere skrevet en udmærket chick lit-bog, nemlig ”En shopaholics hemmelige drømmeverden”. Lad os derfor håbe, at denne bog er et enkelt fejl-skud, så jeg ikke igen skal spilde dyrebare dage i sofaen med en omgang slapt sjusk. Karen Keinickekaren.keinicke@nordjyske.dk @Brød.8.note-u-indryk:[ Sophie Kinsella:”Hushjælp søges” Originaltitel: ”The Undomestic Goddess” 400 sider, 249 kr. Aschehoug