Når lidt er bedre end ingenting

Nordjyllands Kunstmuseum giver beskedent indtryk af udsmykningen af KMD på Aalborg havnefront.

På en avanceret fladskærm kan museumsgæsterne virtuelt bevæge sig gennem KMD-bygningens trappetårne. Her er det fra venstre Birgitte Hansen, Jonna Høeg og Anne Hagens, der leger med elektronikken.Foto: Michael Bygballe

På en avanceret fladskærm kan museumsgæsterne virtuelt bevæge sig gennem KMD-bygningens trappetårne. Her er det fra venstre Birgitte Hansen, Jonna Høeg og Anne Hagens, der leger med elektronikken.Foto: Michael Bygballe

Et lille indtryk, en smule indblik. Men heller ikke mere. Den nyeste udstilling på Nordjyllands Kunstmuseum minder nærmest om et peepshow. Noget, man tyer til i mangel af den ægte vare. Den findes på KMD, hvor 13 nordjyske kunstnere på bestilling har udsmykket trappetårne og andre områder i den markante bygning på havnefronten. Kunstnernes værker er specielt lavet til bestemte pladser i bygningen, og så kan en udstilling af værkerne aldrig komme helt til sin ret andre steder. Ikke desto mindre er dele af kunstværkerne for tiden pillet ned og i stedet udstillet på Nordjyllands Kunstmuseum ud fra devisen, at lidt er bedre end ingenting. For KMD håndterer offentlige registre spækket med personfølsomme oplysninger, så her kan adgang for offentligheden ikke komme på tale. I stedet åbnede kunstmuseet i går udstillingen KMD - 12 Nordjyske Kunstudsmykninger. Tekstilkunstner Jenny Hansen var selv mødt op for at fortælle om sit kunstneriske bidrag til KMD. Her blev det også til en bemærkning om det at skulle levere til en lukket bygning. - Det har været meget frustrerende for kunstnerne. De er blevet kimet ned (af folk, der vil se deres værker, red.). Det her er så, hvad det er blevet til, sagde hun med henvisningen til udstillingen. Samtidig har Jenny Hansen sat pris på, at KMD i sin tid gav hende frie hænder til opgaven. - Der var ikke noget gulvtæppe, som kunstværkerne skulle passe til. Læs mere i NORDJYSKE Stiftstidende mandag.