Når livet ikke vil

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kenneth Allerelli, 36 år, netværksoperatør. Gift med Mette, 33 år, butiksassistent. Bor i Aalborg. Forældre til en pige på syv, en dreng på 10 år og Maiken, dødfødt 25.10.2003FOTO: PER KOLIND

Parcelhuset ligner sig selv. Pænt og rart, med velplantet hæk og levende lys i vindueskarmen. Og indenfor sidder som for lidt over to år siden de samme otte mennesker. Fire mødre, fire fædre. Og ligesom sidst, NORDJYSKE fik lov at komme på besøg, holder de fire familier sammen på hinanden. Fortæller hinanden om det dybeste og mest dyrebare i et liv. Deres børn, deres kærlighed til dem - og til hinanden. Og der er god plads mellem dem, der er rum til alle følelser. Store som små. Glæde og sorg kan afløse hinanden på sekundet. Her er otte mennesker, der har givet fuld tillid til hinanden. Fordi de alle har prøvet det værste, en far eller mor kan komme ud for. De har mistet et barn. Fire små bitte børn, der næsten ikke nåede at få et liv, men alligevel har forandret de fire familiers liv. Det er tre år siden, de mistede deres små. - Jeg har lært at leve med, at jeg ikke har mit barn hos mig, indleder Jane Tymm-Andersen, der mistede Laura ved en meget dramatisk fødsel. Siden er hun blevet mor til Gustav på nu to år. Ved siden af hende sidder hendes mand, Jacob. - Det tager tid. Man har jo en kærlighed i sig til alt det, man troede skulle komme. Jeg tænker tit på hende, men det er ikke sådan, at jeg ser Laura i Gustav. Det er to forskellige børn, fortæller han. De andre lytter koncentreret, lader hinanden tale ud, og tager det som en selvfølge, at man straks efter at være kommet ind af døren, sætter sig ved spisebordet, tager en dåsesodavand og taler om de største ting i livet. Sådan har det været mellem dem ved hvert månedsmøde for vennekredsen, der er begyndt som forældregruppe under Landsforeningen til støtte ved spædbørnsdød. Børn på samme alder - Vores pige og dreng snakker om Mathilde som en søster, fortæller andre på en stille og rolig måde, hvordan hun døde inde i maven. Hun har sin egen plads i familien. Jeg tænker på hende - kun ind i mellem bliver jeg trist, når jeg f.eks. ser børn på den alder, hun kunne have haft. Så tænker jeg: Det kunne have været Mathilde, fortæller Vivi Thøgersen. Hun og Jens Henrik havde to børn, der nu er fem og syv år, da de mistede Mathilde, som var dødfødt. Siden har de fået Simone på to år. Også Jens Henrik har svært ved at se børn på samme alder, som Mathilde kunne have haft. Alle former for sorg - Jeg kører forbi kirkegården lige så tit som før. Mindst en gang om ugen. Det er så min måde, fortæller han, og de andre nikker. Alle former for sorg er ok. Den snakkende såvel som den tavse. Også Kenneth og Mette Allerelli havde to børn på nu 10 og syv år, da Maiken døde i livmoderen i 25. uge, kun 590 gram stor. - Jeg har fundet det sted indeni, hvor Maiken er. Savnet af hende er ikke mindre, men anderledes. Jeg finder ro i det, siger Mette Allerelli. Mere afklarede For to år siden var de alle stadig prægede af store åbne sår i hjertet. I dag er de mere afklarede, ikke så angste og utrygge. Tre af dem har fået børn siden. Deres liv ligner alle andre børnefamiliers udefra. Indenfor er der meget anderledes. - Det er selvfølgelig ikke til at bevise, at det er fordi, vi har mistet, men man får et helt andet livssyn. Jeg er f.eks. mere tålmodig, hidser mig ikke op over småting, fortæller Jens Bast, der er gift med Louise. De er forældre til Frederik, der blev født med for meget vand i hovedet og kun levede et halvt døgn, og til Anne Kathrine på to år. - Ja, mange af os, også jeg, sætter mere pris på de små, gode ting, og gider samtidig ikke hidse os op over bagateller. Vi er også gode til at holde af andre. Jeg synes, det er et fælles træk ved os - også derfor er det ekstra dejligt at være sammen med de andre, fortæller Louise Bast. Glæden ved livet Lige så almindeligt forskellige, de ser ud, lige så stærke er deres indre fælles træk. De finder hinandens og livets gode sider, holder hinanden fast på, at det er værd at leve. - Jeg er blevet mere livsglad. Det lyder tosset, men kærligheden er i det hele taget blevet større. Også til Kenneth, selv om vores store dreng ikke kan tage, at vi nysser hinanden, griner Mette Allerelli. - Og jeg er blevet mere blød, tilføjer hendes mand og driller straks efter i en sød tone sin kone med, at hun da vist snart skal holde op med at være så pylret, som hun er over for børnene. - Jamen, Mette, nu må du da give lidt slip, indskyder Vivi Thøgersen med et medlevende smil, da Mette erkender, at hun tjekker den tiårige og følger hans færden for tæt. For bekymret - Jeg ved det godt, men jeg synes jo, jeg skal passe sådan på dem, siger Mette. I et stykke tid går snakken om, hvor svært det egentlig er at slippe bekymringen helt. - Jeg drømmer og blev f.eks. meget ked af det og bange, da jeg læste om en 11-årig pige, der var indebrændt, fortæller Jens Henrik Thøgersen. - Ja, jeg skreg: Ikke igen, da jordemoderen ikke kunne finde hjertelyd, da jeg var ved at føde Gustav, husker Jane Tymm-Andersen. Det er hårdt arbejde at dæmpe angsten. Den vil nok altid sidde et sted indeni og fylde mere end hos andre, men det gør de glade følelser også, mener de fire forældrepar. Alle store følelser ligger længere fremme hos de otte, end de gjorde før. - Man har jo kærligheden lige her inde i hjertet, udbryder Mette Allerelli. - Ja, vi binder kærligheden til det positive, tilføjer Jens Bast. Mere tolerante - Situationen er ikke positiv, men at miste en lille får også noget godt frem i nogen og i en selv, man ikke havde regnet med. Og det er positivt, supplerer Jacob Tymm-Andersen. Han mener selv, han er blevet mere tolerant over for andre. Det får de andre, især hans kone Jane, til at nikke grinende og sige, at det da især gælder ham, men snart efter nikker de af reel enighed. Indlevelsen er vokset. - Man kan bedre acceptere, at andre ikke er som en selv, og at de også kan have sorger, de skal tage sig af, uddyber Jacob. - Man værner også mere om det gode, siger Jens Henrik Thøgersen og funderer: - Måske er det også alderen, det er svært at vide, men vi er ikke lige gamle og vi har så forskellige liv, alligevel har vi oplevet den samme udvikling hos os selv hver især. Så det har nok noget at gøre med de børn, vi har mistet.