Når maden bliver fjenden

Foto Torben Hansen 
 Aalborg 
 Bent Stenbakken

Foto Torben Hansen Aalborg Bent Stenbakken

Du er ligeglad, om du dør, for du er aldrig glad. Sagt af 12-årige Natasha, da hun var længst ude og længst nede i vægt. 28 kilo. DR 1 havde fokus på nervøs spisevægring i det engelske dokumentarprogram ”Piger med anoreksi” sendt forleden. Det første tilfælde blev konstateret i 1870, hele 90 procent af de ramte er af hunkøn, og tendensen er, at de bliver yngre og yngre, og på klinikken Rhodes Farm i London behandler de nu børn helt ned til seks års alderen. I dokumentaren kom vi tæt på de både velformulerede, men tydeligvis også syge børn. Ikke fysisk syge. Men mentalt set helt ude på et skråplan. - Alt ville gå galt, hvis jeg spiste. - Når jeg tegner munden - er det altid et sort hul med farlige tænder. - Folk syntes, at jeg var mager, da jeg holdt op med at spise. Men man kan slet ikke selv se, at man er tynd. Udsagnene taler deres tydelige sprog. I en verden, hvor der tilsyneladende ikke er mangel, er maden blevet fjenden. Det er svært at forstå, at fede tider giver pivtynde piger, der er i overhængende fare for at dø, og det var rent ud rædselsvækkende at få indblik i pigernes syge tankegang. Eller at se dem modvilligt og med alle tegn på afsky spise. Se maden svulme i munden, mens de pinagtigt forsøgte at svælge. Kendetegnene for de anoreksiramte er og var, at de ofte er perfektionister, særdeles velfungerende intellektuelt, men også uden nævneværdigt selvværd og mangler selvtillid. De opnår så kontrol og kommer i kontakt med noget, de har aldeles fuld kontrol over, når de holder op med at spise. Og for mange af dem handler det overhovedet ikke om at blive tynd og lækker og komme til at se ud som modellerne og filmstjerner i de kulørte magasiner og dameblade. De føler simpelthen, at de er en fiasko og de væmmes ved sig selv, når de spiser. Kuren? På Rhodes Farm hedder den i første omgang tvangsfodring. Simpelthen fordi pigerne er i overhængende fare for at dø. Sondefodring, og dernæst overvåget spisning i det brune køkken og når det går bedre fri spisning i det blå uden opsyn. Kontrolvejninger, uanmeldte kontrolbesøg på pigernes værelser, hvor sten, vandflasker og opkast i toilettasken blev afsløret. Pigerne kender nemlig alle knebene for at snyde og undgå at spise. Drikke en liter vand lige før vejning. Det giver et kilo ekstra på vægten. Putte batterier eller sten i trusserne. Når de spiser, er personalet hele tiden over dem. Lange negle bliver brugt til at skrabe mad op med, så du slipper for at spise det, og du kan også tørre det af i håret. Det var det lange seje træk – både for personalet og pigerne, og undskyld udtrykket du kunne godt miste appetitten af alle disse kontrolforanstaltninger. - Men det er vigtigt, at vi aldrig giver op, som den daglige leder forklarede. Alle pigerne kan nemlig ikke behandles på samme vis. Her skal intens, individuel psykoterapi til. For inde i deres hoved har de selv en ”logisk” forklaring på, hvorfor de er holdt op med at spise. Det kan være for at blive lagt mærke til. Det kan være, fordi de ikke tror på, at nogen elsker dem. De kan være, fordi de kun kan holde deres egen krop ud, hvis den er fejlfri. Og vejen er at mærke sig selv, at opnå kontrol over sin egen krop ved at holde op med at spise, indtil du er helt derude, hvor du tror, at selv et glas postevand indeholder farlige kalorier. Det var et rædselsvækkende, lærerigt og forstemmende program. Men også rent ud befriende da den blonde Natasha efter at være blevet indlagt som udhungret, hulkindet pergamenttynd dødning endelig kunne blive genforenet med sin far og vende tilbage til livet, skolen og kammeraterne. Vil du vide eller læse mere: www.spiseforstyrrrelser.dk