EMNER

“Når man handler, begår man fejl”

Socialdemokraternes ledelse sætter forhenværende kronprins Frank Jensen i spidsen for partiets nye globaliseringsstrategi. Arkivfoto

Socialdemokraternes ledelse sætter forhenværende kronprins Frank Jensen i spidsen for partiets nye globaliseringsstrategi. Arkivfoto

Frank Jensen, du tabte formandsvalget til Helle Thorning Schmidt. Hvilke konsekvenser har det haft for dit videre politiske liv? - Jeg sagde inden formandsvalget blev afgjort, at jeg ikke ville genopstille til Folketinget ved næste valg, hvis jeg tabte til Helle. Og det står jeg ved. Jeg vil ikke bruge mit liv på at være ham, der tabte, ham, der aldrig blev statsministerkandidat, og jeg vil gerne være fri for at være ham, der altid bliver spurgt om, hvordan den nye ledelse i partiet klarer sig. Jeg vil bruge mit liv konstruktivt. Jeg har taget det arbejde som folketingsgruppen har tildelt mig og er tilfreds med det. Derudover er jeg i gang med at opbygge en tilværelse uden for Christiansborg og er blandt andet formand for bestyrelsen på Aalborg Universitet. Efter så mange år som politiker har jeg ikke behov for at være på hele tiden, og det giver mig en enorm tilfredsstillelse at arbejde med eksempelvis forskning og uddannelse af unge mennesker. Jeg har jo fundet ud af, at man godt kan være med til at forandre tingene uden for Christiansborg og påvirke samfundet i en bestemt retning, selv om man ikke er folketingsmedlem. Er der hændelser under formandsvalget, du ville have grebet anderledes an i dag? - Jeg er et analytisk menneske og har selvfølgelig gjort mig tanker om, hvad der gik galt. Når man handler, begår man fejl. Det er ikke nogen hemmelighed, at ordet klassekamp, som jeg brugte i en kronik, blev udnyttet af modstanderens kampagne i et omfang, der var uden hold i virkeligheden. Men jeg vil ikke bruge mit liv på at være bitter og forsuret. Jeg ved, hvordan det er at være sammen med mennesker, der ærgrer sig over alt det, de ikke gjorde og nåede, og det er ikke særlig sjovt. Derfor er jeg opmærksom på at bruge min tid og mit liv på en konstruktiv måde.