Sindal

Når man har det som en fisk i vandet

Sindal Svømmeforening har så stor succes med babysvømning, at flere hold er helt lukkede

SINDAL:Det virker helt unaturligt. At se en lille-bitte baby være så begejstret for vand. Men det er de. Af instinkt. Og faktisk er både babyer og deres forældre så begejstrede for varmtvandsbassinet i Sindal-Hallerne, at flere hold nu er helt lukkede for tilmelding. For Sindal Svømmeforening, der nu igen i denne sæson kører med både babysvømning og baby- og familiesvømning, kan næsten ikke presse flere ind på holdene. På tirsdage og onsdage aftener er alt overtegnet ifølge Sindal Svømmeforenings formand og instruktør, Dorthe Graven Andersen: - Det er virkelig en succes. Der er næsten kun plads om lørdagen, hvor der er baby- og familiesvømning. Dog uden instruktør, siger formanden. Så NORDJYSKE gæstede svømmehallen i lørdags, hvor der dog på grund af efterårsferien ikke var så mange fremmødte. Men Helle Andersen fra Hjørring med den kun fem måneder gamle Mathias samt storebror og gemal var at finde i det over 32 grader varme vand: - Vi går her, fordi der ikke er så mange steder mere, hvor der både er baby- og familiesvømning, så vi kan være med alle sammen. Men primært fordi jeg ved, at babyer egentlig skal i vandet så hurtigt som muligt for at vænne sig til det, siger Helle Andersen. - Jeg ved det fra mine egne børn, der kom tidligt i vandet. Min dreng på fire er mere nede under vandet end over, når han svømmer, og det skyldes, at han ikke er forskrækket over det, siger Dorthe Graven Andersen.