Når massagen bringes ud i dagligstuen

Massage ud af huset giver nybagte mødre mulighed for at forkæle sig selv

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Selma har intet imod, hvis en af de andre holder hende, mens mor skal have massage. Man kunne måske time det sådan, at man kunne få en lur imens.foto: thomas winther

STØVRING:Morgenbordet er dækket efter alle kunstens regler. Og snakken går som i et hønsehus blandt de nybagte mødre omkring bordet. Mødregrupper er en rigtig god idé. Her kan man tale frit fra hjertet om alle de babyrelaterede emner, der i sagens natur sniger sig ind på en nybagt mor. Men mødrene omkring bordet, hjemme hos Malene Gregersen i Støvring, nøjes ikke bare med at sidde og kigge forelsket på de små, nye, bedårende mirakler. De vil forkæles, vil de. Derfor er Kristian kommet for at forsøde livet lidt. Han stiller sit udstyr op på lille Williams værelse, imens Williams mor, Malene Gregersen, er ved at gøre sig klar til at forlade det veldækkede bord til fordel for en halv time i Kristians kyndige hænder. - Der er mange massører, men vi har altså ikke lige tid til at gå til massør. Og da slet ikke med en baby på armen, konstaterer Tracey Museth-Gregersen, mens hun holder et vågent øje med Leander, der tager sig en skraber på terrassen. En dag hun var til gymnastik faldt hun over en brochure, som hun besluttede at tage med, da mødregruppen mødtes første gang. - Jeg var øm i hele kroppen efter fødslen og af at amme hele tiden og sidde i mærkelige stillinger hele natten, siger Tracey Museth-Gregersen og vrider kroppen af led på stolen. - Jeg syntes selv, at jeg trængte til en ordentlig omgang, konstaterer hun. En for alle og alle for en Det var hun ikke ene om. De øvrige nybagte mødre i gruppen tog imod forslaget om at få besøg af Kristian med kyshånd. - Det er så smart, at vi kan holde øje med hinandens babyer, når vi på skift lægger os op på briksen, siger Helle Nymand, der sidder med Magnus på skødet. Malene Gregersen forsvinder ind i rummet ved siden af, hvor Kristian venter, og imens fortsætter snakken om bordet med uformindsket styrke. - Hvor skal vi være næste gang? - Vi får vores nye hus deromkring. - Har I fået nyt spisebord? - Ja, der er jo 14 dage til. Ellers skaffer jeg et. - Vi skal have barnedåb den søndag. - Skal vi blive ved med at mødes om onsdagen. Ungerne tager kævleriet med ophøjet ro. Der er vel vigtigere ting i livet. Såsom mad og søvn. Det holder de fleste småfolk beskæftiget, mens mødrene får styr på kalenderne. Tilbage til Kristian - Han kommer hjem til os, og så har han sin briks med, hvor der både er plads til det ene og det andet. Han har det hele med, så det eneste vi skal gøre er at lægge os op på briksen, fortæller Lene Bach. Så har William fået nok af sin barnevogn, og gør det via babyalarmen forståeligt, at hans lur er overstået. Her træder konceptet i karakter. Mor ligger inde ved Kristian og nyder livet, så Lone Schmidt går ud og henter William. Ingen problem, og Malene Gregersen kan nyde massagen vel vidende, at den lille guldklump er i gode hænder. Inde ved Kristian får Malene Gregersen en god gang massage. Kristian har nogle gode fif, der kan afhjælpe nogle af de spændinger og skavanker, nybagte mødre bøvler med. Men det er ikke det eneste, der gør Kristians massage til en lidt anderledes oplevelse. Briksen er også ganske speciel. - Det virker rigtig godt. Jeg var lidt skeptisk over at skulle ligge på maven i 45 minutter. Det er ikke særlig behageligt for os, der har ømme ammebryster, siger Lene Bach, mens prinsessen Selma tager sig en lille improviseret lur på mors skulder. Tre strategiske steder Gravide får med tiden rigtig store maver, og ammende mødre kan få ømme bryster. Tre strategiske steder, der adskiller Kristians massagebriks fra alle andre i Nordjylland. - Der kan simpelthen tages stykker ud af briksen, så der bliver plads til brysterne. Det virker rigtig godt, fortæller Helle Nymand, der var på briksen sidste gang, gruppen var samlet. Malene Gregersen kommer igen til syne, og ligner en blanding af en tomat og en der har sovet med hovedet på en pude, der har efterladt sig tydelige spor i ansigtet. - Det var skønt, og briksen virker rigtig godt, konstaterer hun, inden opmærksomheden vendes mod William, der vist er stået lidt for tidligt op. William bliver lagt tilbage i sin barnevogn, og hans mor prøver at få sig en bid, men William er vist ikke helt enig i, at han er træt nok til at ligge i barnevognen igen. Imens har Lone Schmidt forladt selskabet for det er blevet hendes tur til 30 minutter alene med Kristian.