Naturkatastrofer

Når mørket forblænder

I Cambodja mødte par fra Bjergby et lands tragiske skæbne. Men midt i mørket var der lys. Lys som fik Arne Nielsen til at ændre holdning om nødhjælp

BJERBY:Fingrene holder om bogens omslag, mens den tidligere rektor for Hjørring Tekniske Skole læser højt. Det er fra Carsten Jensens bog "Jeg har set verden begynde", Arne Nielsen læser op i hjemmet i Bjergby. Passagen handler om Cambodja. Om det hårdt prøvede land ved Thailand. Men passagen handler også om, hvordan Arne og konen Kirsten oplevede landet, de besøgte. Og om hvorfor Arne Nielsen, der havde svært ved at se, hvad nødhjælp skulle bruges til, ændrede mening. Det er svært selv at sætte ord på Cambodja. Derfor var det Carsten Jensens ord, der lod flyde. Hvilken passage det er, kommer vi tilbage til. Under overfladen Arne og Kirsten Nielsens rejse startede faktisk på Bali. Her havde de mødt en rejseguide, der snakkede så godt om Cambodja, at de blev overtalt. De måtte af sted. Men de ville ikke bare se turistmål. Parret ville under overfladen. Derfor fandt de rejseselskabet Grace Tours, der i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp arrangerede en 16-dages rundrejse. Men ved at komme under overfladen på Cambodja åbner man også for sluserne til menneskets mørke. Det er ikke, at cambodjanerne er et af verdens fattigste folk, eller at Vietnamkrigen ramte hårdt. Cambodjas skæbne er fortællingen om, hvordan et land var tæt på at begå selvmord. Da De Røde Khmer overtog styringen to uger efter, Vietnam havde vundet deres krig mod USA, vendte familier sig mod hinanden og i dem vendte sønner sig mod fædre efter at være i Khmer Rouge' lejre. Næsten en tredjedel af befolkningen blev dræbt - og det gik specielt ud over de intellektuelle. Så da landet slap for styret, var alle de, der kunne bygge et land op, blevet dræbt. Og alle var blevet berørt. Enten hvor Khmer Rouge havde dræbt familiemedlemmer - Eller hvor de selv var en del af Khmer Rouge. Dagens Cambodja er stadig hårdt plaget. Rundt om ser man krøblinge, som har trådt på landminer. År tilbage i tiden Det var dette land, Arne og Kirsten Nielsen landede i. - Vi følte os virkelig mange år tilbage. Det er et flot land, men der er meget tilbage, der skal laves. Bare alt det, de slæber på: Den tragiske skæbne med de mange døde, fortæller de. Meningen med deres rejse var at komme under overfladen. Til at starte med så de mørket - den triste skæbne. I hovedstaden Phnom Penh eller på landet. Men rejseselskabet havde arrangeret besøg hos Folkekirkens Nødhjælp, Friends og andre hjælpeorganisationer. Og her var lys i mørket. Børn havde fået cykler, så de i tusindvis kunne komme i skole. En silkefabrik var blevet bygget med hjælpemidler fra blandt andet EU. Nu kørte den af sig selv, og flere havde fået arbejde. Blot to af mange projekter. Det var disse oplevelser, der ændrede Arne Nielsens holdning. Tidligere havde han været skeptisk omkring, hvor meget nødhjælp gør gavn - ikke mindst gymnasiernes hjælpedag Operation Dagsværk. Men han måtte trække ordene i sig. - Jeg må indrømme, at jeg selv blev overrasket over, hvor meget der sker. Og her kunne vi virkelig se, hvordan Operation Dagsværk gjorde gavn, forklarer han. Ord på deres skæbner Men landet er ikke kun elendighed. Samtidig med dets tragiske skæbne er landet utrolig flot. En af verdens syv vidundere ligger derude - templet Angkor Wat. Det er dog ikke kun naturen, der gør landet flot. Også folks tilpasningsevne, der kæmper videre for at overleve. - Det er et dystert land, men de får en fremtid. Det må man da håbe, siger Kirsten, mens Arne supplerer: - Men det bliver svært. Undervejs i fortællingen lyder mange suk. De vidner om, hvordan rejsen bag facaden har været. Men også om, hvor svært det har været at sætte ord på. Og så er vi tilbage til passagen. Arne Nielsen læser højt af Carsten Jensens bog. "De boede ved verdens ende og mente selv, at det ikke var noget ringe sted at være. De havde så godt som ingenting og manglede mindre. Det var deres hemmelighed, som gav dem styrke og tillod dem at leve i fred."