Når onkel Bob danser

Bob Dylan

Onkel Bob vil selv bestemme, hvornår han skal fotograferes. Så selv om der givet er et utal af ulovlige mobiltelefonbilleder med videre derude, bringer vi her et officielt portræt. Desværre var der ingen adgang for pressefotografer i Herning.
Dans 4. november 2011 15:09

Når onkel Bob danser, er der fut i fejemøjet som afdøde dansktop-socialrealisme-sanger John Mogensen ville have udtrykt det. Og dobbeltkoncert med Mark Knopfler , ex-Dire Strait-frontfigur, og don't follow leaders Bob Dylan lyder jo umiddelbart som en rigtig god ide. Men, men, men … Mark Knopfler havde rigtig svært ved at få sit elegante, knappe og alligevel tonefulde guitarspil til at fungere med band. Der gik ikke så meget guitarhero i den, som publikum havde håbet på. Gamle Dire Straits-kendinge som "Haul Away", "Brothers in Arms" og især ekstranummeret "Far Away" blev selvfølgelig modtaget med udbredte arme af terneskjortsklædte landmænd fit for figth bevæbnet med plasticfadbamser. Men mest spillede Knopfler keltisk inspireret folkemusiklignende sange, hvor der blev givet god plads til violin, tværfløjte og mandolin. Glimtvis fungerede det, men i lange forløb blev det rigtig, rigtig kedeligt. Her var lidt gumpetung bluesrock, men mest af alt mindede musikken om en deform hybrid af Fairport Convention og Jethro Tull. Rent plakatmæssigt havde Knopfler plads som et hovednavn, men der var på intet tidspunkt tale om mere end solid opvarmning, godt håndværk, men sært uinspireret. Efter pausen var det tid for Dylan og band med Knopfler inviteret med som gæsteguitarist på de første fem numre. Åbningsnummeret "Leopard-Skin Pill-Box Hat" spillet så det kræver et endog særdeles trænet øre at genkende melodi og tekst i forhold til originalversionen. Dylan selv synger hæst, sine steder ustemt, men kraftfuldt og nagler med sin nærmest råpunkede stemme ind i bandets tætte lyd, mens han som en djævelsk cirkusdirektør med gul stribe i buksen står veloplagt vuggende og dansende bag sit keyboard. Hvorfor sætter han sig ikke bare ned med en akustisk guitar og bræger sine protestsange, vil mange givet spørge. Men sådan fungerer det ikke for Dylan. Den 70-årige legende er stadigvæk ikke for fastholder, eller dem, der har sat næsen op efter en forudsigelig greatest hit-kavalkade med sange, sådan som han engang spillede dem. Dylan splitter sine sange af i atomer og sætter dem sammen på ny. Fordi det er hans sang, men mest fordi han på den måde genopfinder deres energifelt og kerne ved at kaste sig selv og bandet ud i uforudsigelighedens musik. Nogle vil mene, at han ødelægger sit eget værk, når han som en kvækkede frø rasper ordene - åh, de åh så forgudede poetiske ordbilleder - af sig med en udtale og frasering, der må få ethvert stykke grovkornet sandpapir til at tabe mælet af misundelse. Det lyder dæleme ikke altid kønt, men det fungerer, og hvis du ikke kan tåle pigtråden i øret, er det bare med Dylans egne ord: "Ain't me that your looking for" som det lyder i andet nummer. "Things Have Changed" får vi en snublende, tumlede tæt americaudgave , og når Dylan selv sætter ind på mundharpe tøffer det af sted i nattogstempo. Den mundharpe, den mundharpe - den vender vi tilbage til. Knopfler selv gør ikke det store væsen ud af sig som solist, står tæt foran Dylan ved keyboardet og trækker lejlighedsvis sin flotte tone gennem kollektivets lyd, men egentlig er han ikke nødvendig. Vi får en cajunsvampet "Mississippi" og en kakofonisk, nærmest splintret udgave af "The Leevee's Gonna Break", hvorefter Knopler forlader scenen. Igen stemmer bandet, prøver tonen og hinanden af i mørket på scenen, som de gjorde i alle numrene, finder groovet, og så åbner "Desolation Row" i et lyst klingende, veloplagt tempo, og helt ærligt, du opdager det hurtigt, bandet lyder bedre uden Knopfler. Nu begynder Bob at smække fuldtræffere ind, så du tror det er løgn. Hvad bilder han sig ind denne dansende 70-årige, sådan at prøve at genopfinde rocken en dødssyg onsdag aften i Herning? "High Water" fremført dommedagstruende og med mørkt skælvende mundharpe, smuk som en sortblå tordensky. "I'm preaching the word of God, synger Dylan. Og vi tror ham. En smuk "Simple Twist of Fate" bliver afrundet nænsomt, inden en hurtig "Highway 61 Revisited" tager over, stålstærkt og livgivende højt spillet. Og nu en stjernestund, som få vil glemme, en langsom, langsom "Forgetful Heart" med Donnie Herron på tårevædet sigøjnerviolion, der på et tidspunkt - der var den igen! - går i duet med Dylans hulkende mundharpe. Og Dylan selv i rollen som crooner, hvor du pludselig kan høre, at han også kan synge - ja, lad os kalde det traditionelt og forståeligt. Og disse vemodige sanglinjer - "when you were there, you were the answer to my prayers". Guitarfræsende veloplagt er "Thunder On The Mountain", mens "Ballad Of A Thin Man" åbner med frygtindgydende dybe, men også dybt melodiske guitarhug. Og så får vi et barberbladsskarpt abrupt, nyt arrangement af "All Along The Watchtower", hylende forvredet, mens Dylan vredt vrænger ordene. Punket, du. Publikum praktiserer civil ulydighed, rejser sig fra stolerækkerne og strømmer mod scenen, nogle begynder at danse, og da signaturmelodien "Like A Rolling Stone" åbner, er der tætpakket foran. How does it feel/how does it feel/to be on your own/with no direction home/like a complete unknown/ like a rolling stone? Men ekstranummer blev det ikke til efter taktfaste klapsalver, men vi siger tak til den djævelsk dansende Dylan, som engang blev udråbt som en af ungdomsoprørets profetiske stemmer. Men pænt takkede nej. Og så alligevel blev det på en helt anden måde, end både vi og han havde tænkt. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk Bob Dylan og Mark Knopfler Boxen, Herning onsdag aften. Udsolgt: 12.000 tilskuere

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...