EMNER

Når parforholdet kradser, halter familien

Mange ægtefæller savner hinanden i en hverdag, der kan ende som et bofællesskab om de praktiske gøremål

Mo­ham­mad Daneshjou og Kir­sten B. Niel­sen går tæt på de par, som væl­ger par­te­ra­pi for at red­de et hal­ten­de æg­te­skab. Foto: Hans Ravn

Mo­ham­mad Daneshjou og Kir­sten B. Niel­sen går tæt på de par, som væl­ger par­te­ra­pi for at red­de et hal­ten­de æg­te­skab. Foto: Hans Ravn

HJØRRING:- Hvad er du sur over, spørger manden sin hustru og ser selv sur ud fordi konen ser sur ud. - Jeg er ikke sur, lyder svaret. - Du er da sur. Jeg kender det ansigtsudtryk. Du er skidesur. - Nej, jeg er IKKE sur, lyder det småsure svar. - Du ER sgu da sur ... hvad er der NU i vejen? Det videre forløb af samtalen overlades til læserens fantasi og erfaringer fra den virkelige verden. Og realiteten er, at de fleste i fast forhold kender sådan en samtale. Det er i hvert fald erfaringen hos parterapeuterne Kirsten B. Nielsen og Mohammad Daneshjou, som står bag firmaet Relationscenter Nord i Hjørring. I et lille, ydmygt lokale i den ombyggede silo på Åstrupvej, arbejder de med at vejlede par i krise - par, som VIL ægteskabet og samlivet med børnene. Og som har erkendt, at de har brug for hjælp til at bevare den gnist, som stort set er druknet i hverdagsfarvet leverpostej. Ikke plads til kærlighed - I nogle parforhold har man så travlt med hver sin karriere og de praktiske gøremål omkring børnene og hverdagen, at man kun taler om, hvordan man skal nå det hele. Og her opdager nogen, at der pludselig kun er en lille sprække tilbage til parforholdet og kærligheden - som de efterhånden slet ikke kan forholde sig til, siger Kirsten Nielsen. Hun oplever, at nogle ægtefæller nærmest ikke taler ordentligt sammen i flere år, men i stedet går rundt og er stressede, utilfredse og nærmest er lidt på vagt overfor gemalen. - Og den slags smitter af på hele familien - børn trives dårligt i en familie, hvor ægtefællerne ikke har det godt med hinanden, siger hun. Derfor går parterapien i vid udstrækning ud på, at Kirsten Nielsen og Mohammad Daneshjou skal åbne forældrenes øjne. - Vi skal gøre dem synlige for hinanden, og sørge for at de ikke konkurrerer mod hinanden, siger Kirsten Nielsen. Hold op med at tolke En af de helt store dræbere i ethvert forhold er, når parterne på forhånd har dømt hinanden. Når en kvinde på forhånd mener at vide præcist, hvad manden mener om dette og hint - og at lige netop den holdning irriterer hende over al måde. - Her er det vores erfaringer, at den slags tolkninger som regel er forkerte. Og at der bag den anklagende pegefinder som regel ligger et savn. Irritationen handler som regel om, at kvinden savner sin mand - eller omvendt, selvfølgelig, siger Mohammad Daneshjou. Han opfordrer i stedet parterne til at lytte til hinanden - virkelig lytte til de tanker, den anden tumler med. - Der er ingen tanker, som er forkerte - og man skal altså lytte til hinanden i stedet for at dømme på forhånd, siger han om noget, der givetvis er indlysende for de fleste - men som ikke altid er så let at praktisere i en travl hverdag. Den nødvendige samtale Netop samtale og dialog er noget, der ligger de to parterapeuter på sinde. For uden samtale, intet parforhold - og uden parforhold, ja, så går det altså skidt for hele familien. - Vi er meget bevidste om, at parforhold og familie er to forskellige ting - og at udgangspunktet for en velfungerende og glad familie er, at de to voksne har det godt sammen, siger Kirsten Nielsen. Hun opfordrer til, at man i parforholdet finder nogle rutiner, som giver plads og tid til hinanden. Og at man er åben. - Hvis man kommer træt hjem, og får at vide, at man ser sur ud - ja, så skal man jo nok blive det. Det ville virke helt anderledes, hvis ægtefællen sagde: Du ser træt ud, sæt dig ned lidt, så laver jeg en kop the. Ofte er det helt små ting, der skal til for at ændre et forhold, siger Kirsten Nielsen. Og så duer det ikke, at man i et forhold siger til sig selv og hinanden, at når børnene flytter hjemmefra - så skal man til at genoplive kærligheden. - Så kan det være for sent. Det er derfor, at så mange bliver skilt i sølvbryllupsalderen, siger Kirsten Nielsen. Færre fordomme Tidligere var det mest kvinderne, som tog initiativ til parterapi som en sidste udvej til at redde et forhold. Sådan er det ikke mere. - Det virker som om der ikke længere er så mange fordomme - i hvert fald oplever vi at lige så mange mænd som kvinder tager initiativet, siger Mohammad Daneshjou. Og det undrer ikke de to parterapeuter. - På en arbejdsplads evaluerer man jo hele tiden sig selv og kollegerne - hvorfor skulle det ikke også være sådan i et parforhold, siger de samstemmende.