Når præsten elsker

film Pater Amaros Forbrydelse Helt ærligt: Jeg forstår godt ham der Luther, at han sagde skråt op til katolikkerne dengang i 1536, for den katolske kirke er dog en værre røverkule af bestikkelse, hykleri, intrige og generel overtrædelse af de 10 bud. Især blandt præsterne. Det er stort set også budskabet i denne flotte, mexicanske film. En ung pater, Amaro, ankommer til et lille udsted som præst. Han er sendt dertil af bispen, som har store planer med unge Amaro, og betragter ham som en oplagt tronfølger. Lille Pater, som mange af indbyggerne i landsbyen kalder ham, bliver hurtig populær. Han er en god præst, og de unge piger synes, at han er flot. Bispen vil gerne have Amaro til at rydde lidt op i sognet. Sørge for at bestikkelsen ikke bliver for tydelig og sådan noget. Sørge for, at de lokale præster ikke har med guerillaen at gøre. Så er det bedre at læne sig op af de lokale narkobaroner, for de støtter gavmildt kirken. Og når den lokale avis skriver sandheden derom, tvinges den til at bringe et løgnagtigt dementi. Onde penge kan jo godt bruges til et godt formål, mener kirken. Unge Amaro kommer på kost hos byens kromutter, Sanjuanera, som har haft et livslangt seksuelt forhold til byens anden præst, Fader Benito. Sanjuanera har en datter, den smukke, purunge og dybt religiøse Amelita. Og d'damer har da vist en genfejl. I hvert fald kan de godt lide præster. Og her starter så Pater Amaros Forbrydelse: Han fuldbyrder sin kødelige kærlighed til datteren. Igen og igen og igen. Skjult bag en mekanikers garage finder de deres syndens hule. Så meget sex bærer naturligvis frugt. Amelita bliver gravid. Det efterlader Amaro i et dilemma: skal han vælge kærligheden eller kirken (=magten og æren i al evighed, amen). Det er såmænd en god historie, og filmen er da også blevet en af de største biografsuccesser i Mexico nogesinde. Den stiller nemlig store spørgsmål til en af samfundets store institutioner: kirken. Men for en almindelig bleg dansker falmer mange af filmens etiske finesser og moralske faldgrupper. Det går hen over hovedet på os og bliver lidt uinteressant. Desuden fortæller eller antyder filmen en masse sidehistorier, som også kunne være interessante, men de forbliver uforløste. Endelig er der mange scener, der godt kunne blive bedre med en hårdere klipning. Tilbage bliver billedet af en hob af hyklere, der alle meler deres egen kage, hvad enten det handler om at afsætte kristendom eller narko til omgivelserne. De skulle ha' nogle tæsk, skulle de, men får det ikke. I stedet får vi en slutning på filmen, hvor hykleriet står så tindrende og ulækkert klart, at det gør ondt. Men jeg kan da godt se, at det må virke stærkt i øjnene på en økonomisk undertrykt mexicaner. Her virker det bare ikke, med mindre man vælger at sætte sig i mexicanernes sted. Og det kan være lidt svært, når man ikke til daglig vælter sig rundt i tequila, majspandekager og chili. Men vi kommer stadig ikke uden om, at det er skønt at se film, der ikke foregår i Hollywood, Trollhättan eller Avedøre. Max Melgaardmax.melgaard@nordjyske.dk "Pater Amaros Forbrydelse". ("El Crimen del Padre Amaro"). Mexico 2002. Instr: Carlos Carrera. Tilladt over 11 år.