Når skifteretten får det sidste ord - der er dog sjældent kiv

AALBORG:Det er meget, meget sjældent, de efterladte strides om, hvorvidt den afdøde skal jordbegraves eller brændes. - Det sker højst en gang om året, siger Merete Strøm, juridisk sekretariatschef ved Retten i Aalborg, hvor skifteretten bl.a. hører til. Og det er netop skifteretten, der træffer den endelige afgørelse, hvis parterne ikke kan blive enige. I begravelsesloven kan man læse, at det er sognepræsten, der er begravelsesmyndighed, og det er ham eller hende, der træffer afgørelse om jordbegravelse eller brænding, hvis der er uenighed. Er man utilfreds med den afgørelse, kan man sende spørgsmålet videre til skifteretten, der har det endelige ord, og hvis afgørelser ikke kan kæres. - Jeg kender ikke den konkrete sag, men i skifteretten forsøger man at afdække, hvad det er for ønsker, afdøde har haft, fortæller Merete Strøm. Der kan være ting på skrift, der peger i den ene eller anden retning. Har man i årevis været medlem af en ligbrændingsforening, er det åbenlyst, at ens ønsker går i den retning, eller har man betalt et gravsted, har det jo nok været, fordi man havde planer om at blive jordbegravet. I princippet er mundtlige ønsker lige så tungtvejende som skriftlige. Hvis der er uenighed, må man afgøre, hvem der har stået afdøde nærmest, og lytte til det, han eller hun har at sige. Men helt generelt er det sjældent, der er kiv blandt de efterladte.