Når skindet bedrager

Paul Opoku-Mensah har aldrig følt sig anderledes eller fremmed i Skandinavien

- Mange af dine landsmænd tror, at jeg er muslim, fordi jeg er mørk i huden og kommer fra Afrika. Vi mennesker ved oftest alt for lidt om hinanden, siger Paul Opoku-Mensah, der er lektor og underviser på centret for udviklingsstudier.foto: michael bygballe

- Mange af dine landsmænd tror, at jeg er muslim, fordi jeg er mørk i huden og kommer fra Afrika. Vi mennesker ved oftest alt for lidt om hinanden, siger Paul Opoku-Mensah, der er lektor og underviser på centret for udviklingsstudier.foto: michael bygballe

AALBORG:Paul Opoku-Mensah står en kølig forårsdag i den store kantine ude på universitetet iført en spraglet norsk uldtrøje. Han er sort som tjære og blotter sine tænder hvide som uskylden i et stort smil, da vi sætter os ved et af bordene foran glasruderne og kigger ud på regnen. Rummet i Fibigerstræde summer af stemmer og fremmede sprog. Om noget sted er dette et multikulturelt rum i Aalborg. Inden ankomsten til Nordjylland levede Paul i Norge. Dertil kom han allerede godt uddannet hjemmefra i 1993 for at studere videre. Fire år levede han i Bergen. Inden da på den anden side af Polarcirklen – i Trondheim. - Det er derfor, jeg bærer denne strikketrøje, siger han, holder sig på maven og griner højlydt, mens han forklarer, hvorfor han netop er endt i Aalborg. - I Bergen hørte jeg om universitetet her. Det er kendt og respekteret viden om i internationale kredse. Her kommer undervisere og studerende fra hele verden, der vil i kontakt med viden på et højt niveau. Undervisningen og samarbejdsrelationerne her er unikke, oplever Paul, der i dag har specialiseret sig i at vide noget om demokrati og politisk udvikling i Europa og Afrika. Ligeledes følger han på nærmeste hold, hvordan udviklingsprogrammer fra den vestlige verden klarer sig på afrikanske breddegrader. Paul blev født i Ghana. Ungdomshornene blev løbet af i hovedstaden Accra. Nede på Guldkysten Her var varmt, støvet og beskidt, men Paul havde det godt, for han voksede op i en familie med penge og tjenestefolk. - Jeg manglede ikke noget, for mine forældre arbejdede. Min mor har haft en international karriere, fortæller Paul, der aldrig har følt sig anderledes eller fremmed i Skandinavien. - Jeg er medlem af verdenssamfundet, konstaterer han stilfærdigt efter nogen overvejelse og fortæller, at diskussionerne og balladen om Muhammed-tegningerne ikke har bekymret ham. - Spørgsmålene, som dem danskerne stiller hinanden i øjeblikket, vil altid dukke op, når et homogent samfund fyldes op med fremmede fra andre kulturbaggrunde. Det var således kun et spørgsmål om tid, inden debatten ville komme for alvor. Det er udmærket, at det sker nu, mener Paul, der ikke tror, at polemikken vil få nogen større betydning for fremtiden i lande som Danmark, Sverige og Norge. - Små lande, som jeres, bliver nødt til at acceptere, at de må være internationale i en globaliseret verden. Det er den eneste måde, hvorpå, de kan overleve og udvikle sig, ser Paul og understreger, at hele Vesten har brug for den verserende debat om islam for at komme videre på såvel det politiske som religiøse plan. Kristen Selv er han kristen, trods det, at der findes mange muslimer i hans hjemland. - Mange af dine landsmænd tror, at jeg er muslim, fordi jeg er mørk i huden og kommer fra Afrika. Vi mennesker ved oftest alt for lidt om hinanden. Mange danskere er fyldt med fordomme, oplever Paul, der dog aldrig selv har mødt racismens grimme ansigt her under universitetets tag, hvor den 40-årige lektor underviser på centret for udviklingsstudier. Tre år lyder den 40-årige ugifte lektors kontrakt på. ”Lektor at Research Centre for Development and International Relation” skriver den meget smilende mand på sedlen, hvorefter han rejser sig og takker for samtalen. Der er ingen tid til slendrian, for der er endnu en lektion at læse for manden, der bestemt ikke opfatter Aalborg som et ukendt hjørne i den verden, han lever i. I den verden hedder præsidentpaladset hjemme i Accra i øvrigt Christiansborg Slot og er bygget af en dansk konge, minder han om og forsvinder på gangene i betonen.