Når småt er godt

Øster Hurups badeland er perfekt til familier med små børn

Tekst: Claus Smidstrup/Foto: Hans Christian Jacobsen
Det er nemt at overskue, badelandet i Øster Hurup, til gengæld kan man strække øjnene ud over Kattegat omtrent helt over til Svenskekysten.
Naturvidenskab 3. august 2007 06:00

NORDJYSKEs prøvebader Marie var ret meget indstillet på, at badelandet i Øster Hurup skulle have en topkarakter. Fem baderinge for eksempel. Hun og kollegaen Maria havde haft nogle gode timer og god plads i det lille badeland på Himmerlands østkyst. - Men måske er det ikke så sjovt for voksne, eftertænkte hun og tilføjer, at der jo ikke er så meget at give sig til. Badelandet i Øster Hurup er ikke ret stort sammenlignet med de øvrige badelande, NORDJYSKE har besøgt denne sommer: En rutsjebane, ét bassin og et boblebad, men det er åbenbart nok, hvis man kan komme til. I hvert fald sagde Marie umiddelbart om badelandet: - Det kan jeg godt lide. Maria nikker og siger: Det var sjovt. De to prøvebadere fremhæver rutsjebanen. - Den er god. Der er nogle vilde sving og det går hurtigt, griner Marie og synes, at spændingen vokser ved, at banen giver sig, når man kører på den. Marie er klar over, at større og bedre udstyrede badelande, har fået færre baderinge, end de fire, vi enes om, men argumenterer med, at der ikke var de mangler i Øster Hurup, som trak ned andre steder. Det lille badeland blev da også renoveret i efteråret, og kan sagtens redde en feriedag, hvis vejret ikke er til den nærliggende strand. Da NORDJYSKE var på besøg, var der ikke så mange andre. Det betød, at køen til rutsjebanen var begrænset og helt væk, da lukketiden nærmede sig. Dét spillede ind på pigernes særdeles positive bedømmelse. Badelandet tog sig i det hele taget ud fra sin bedste side, da vi var på besøg. En blæsende solskinseftermiddag, hvor man kunne sidde i boblebadet på førstesalen og strække øjnene ud over det blå, blå Kattegat og omtrent få øje Svenskekysten. En strimmel strand lod sig også se, og mellem de svensk-røde og pastelfarvede huse blev der spillet petanque og minigolf af feriegæster, der for en gang skyld havde nogle timer med sommervejr. Få hænder Badelandet fremstår generelt i orden, men det kan godt være, at det en dag med mange gæster vil virke trangt, og at det vil irritere, at der er ganske få hænder til at klare det praktiske. Vi måtte vente nogen tid på at få lov at købe indgangsbilletter, fordi billetsælgeren lige var inde og passe grillbaren. Hun var i øvrigt livredder også, stod der på hendes t-shirt. Senere fik hun hjælp ved grillbaren, men så skulle hun også lige klare oprydningen på badelandets to etager. Forståeligt var hendes suk, da en ikke-omklædt gæst beklagede sig over, at hun lige var ved at falde på det våde gulv. - Det er jo et fuldtidsjob, hvis jeg skal holde gulvet tørt, konstaterede hun ... tørt. Hun var ellers meget servicemindet og flink, så hun lyttede pænt og nævnte slet ikke muligheden for at gæsten kunne bevæge sig i det tempo, skiltene angiver. Livredderens mange arbejdsopgaver in mente, så bør småbørnsforældre nok følge den tresprogede opfordring til at holde øje og iføre dem ”watervings”. Det er jo også i egen interesse, kan man sige, og badelandet er overskueligt. Det lader sig også gøre at holde øje fra grillbaren, der står kun få meter fra bassinkant. Det betyder, at man kan stille både sult og tørst uden at klæde om, men det betyder også, at man spiser og bader i en særegen blanding af friturelugt og klordamp. Menuen er ikke spændende, med mindre man sværger til grillbar-mad eller lader sig nøjes for en gangs skyld. Ellers må man tøjle sulten, for det er ikke tilladt at medbringe mad og drikke. Boblebadet er som nævnt placeret på førstesalen, sammen med tre plasticborde med stole. Det boblende vand er ikke særligt varmt, men dejligt synes Marie, der derimod undrede sig over, at hun sad i sand. Omklædningsforholdene er pæne uden at være prangende, men det er varme på saunaen, som man frit kan benytte. Der er nemlig ingen skjulte udgifter i badelandet; det koster 60 kroner at komme ind og så er man badende, så længe man lyster. Det var længe for Maria og Maries vedkommende, men efter at livredderen (med meget mere) havde henledt deres opmærksomhed på manden, der stod påklædt og forsøgte at få kontakt gennem den lukkede glasdør, så lykkedes det at få dem til omklædning.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...