Når Søsygen rammer

Den bedste kur mod søsyge skulle angiveligt være at lægge sig på ryggen i skyggen af et stort egetræ... De fleste har i mere eller mindre udtalt grad prøvet at blive søsyge. Ifølge hjemmesiden laegevagten.dk er årsagen til søsyge er, at vi udsættes for bevægelser, som hjernen ikke er vant til. Hjernen har ikke lært, at sammenholde kroppens bevægelser med det, man ser. Balancecentret i hjernen skal først lære de nye bevægelser at kende. Indtil da udsender hjernen signaler, der fører til søsyge. Når hjernen har lært bevægelserne at kende, ophører søsyge. Det typiske tegn på søsyge er opkastninger. Ansigtet bliver blegt og så starter kvalmen og opkastningerne. Når man har kastet op, får man det lidt bedre men kun i kort tid, så kommer der nye opkastninger. Der findes to typer medicin mod transportsyge. Antihistaminer, der kan købes i håndkøb, og Scopolamin der er på recept. Det er et plaster, der placeres bag øret. Ifølge laegevagten.dk kan man dæmpe symptomerne om bord på skibet ved at sørge for at være udenfor, se på horisonten, undgå at læse, undlade at spise, forsøge at drikke, sørge for frisk luft, forsøge at sove eller være beskæftiget og være ordentligt påklædt.