Når spritten går ind...

{ ØSTER HURUP: Det går lystigt for sig i ferietiden i Øster Hurup. Nogle gange så lystigt, at politiet må træde til. Natten til lørdag måtte betjente således standse et slagsmål på gaden ud for diskotek Supreme i Øster Hurup. De unge kamphaner lod sig tale til ro, og det blev ikke nødvendigt med anholdelser. Det blev det til gengæld knap et døgn senere, da en 18-årig mand fra Støvring gjorde sig ud til bens samme sted. Han råbte ukvemsord efter politiet og fik lov at tilbringe resten af natten i detentionen. Samme nat resulterede et klammeri på Kystvejen i Øster Hurup mellem nogle unge vejlensere og personer af ”anden etnisk oprindelse” i, at en 25-årig mand fra Vejle måtte på Aalborg Sygehus. Han var blevet slået og sparket efter angiveligt at have truet med en hammer.