EMNER

Når tavsheden bliver lov

Kulturen i det offentlige og kravet om loyalitet får folk til at holde mund. Det var ikke en tårevædet afsked med skåltaler og skulderklap, da Hanna Ziadeh sidste år stoppede som kampagneleder i Finansministeriet.

KØBENHAVN:I to år havde han med gode resultater arbejdet med integration i det offentlige, men den dag den toårige kontrakt udløb blev det blot markeret med et brev og lukning af mobiltelefonen. Den kontante afslutning på samarbejdet overraskede ikke Hanna Ziadeh specielt meget. Et par uger tidligere havde han nemlig taget det usædvanlige skridt at kritisere regeringens integrationsindsats. En kritik, som han følte var berettiget, men som han måtte konstatere blev meget dårligt modtaget. Formelt set er der godt nok ingen problemer i at sige sin mening højt og offentligt, men reelt er det en anden sag. Embedsmænd har masser af ytringsfrihed, men det er ikke velset, at de bruger den, og det er et demokratisk problem, mener Torben Ishøy. Han er formand for den danske afdeling af organisationen Transparency International, hvis hovedformål er bekæmpelse af korruption. - Du ser tit, at folk, der udtaler sig og skriver debatindlæg, bliver kaldt til en kammeratlig samtale og i værste fald bliver fyret. Konsekvensen bliver, at du får en fagre nye verden, hvor det er en lillebitte elite bestående af topembedsmænd og politikere, der stort set skal fortælle mig og dig, hvad vi skal mene - vi er altså på vej over i et meningstotalitært system, siger han. Lektor i informationsret ved Danmarks Journalisthøjskole Oluf Jørgensen er ganske enig i, at det står skidt til med ytringsfriheden i det offentlige, selv om reglerne er gode nok. - Det er et stort savn, at de mennesker, som alt andet lige ved mest om tingene, fordi de arbejder med området, ikke benytter sig af ytringsfriheden. Vi mangler simpelthen kvalificerede indlæg i debatten, siger han. Bedst at holde mund I følge Oluf Jørgensen er det ikke sådan, at de ansatte får mundkurv på officielt, men budskabet fra arbejdsgiverne er på den anden side ikke til at tage fejl af. Han peger på, at tavshedskulturen er specielt slem i centraladministrationen, hvor holdningen er, at det er bedst at holde sin mund, hvis man vil noget med karrieren, og derfor er der meget få som Hanna Ziadeh, der blander sig i debatten. Landets øverste embedsmand, departementschef i Statsministeriet Nils Bernstein, har svært ved at genkende kritikken. - Det er ikke min oplevelse, at systemet bliver mere lukket. Jeg synes relativt ofte, man ser folk udtale sig, og der er en accept af, at embedsmænd har ret til at ytre sig som privatpersoner. Sådan er spillereglerne, siger han. Samtidig erkender han dog, at der er forskel på de formelle regler og virkeligheden som embedsmand. - Vi har et system i Danmark, hvor embedsmændene bliver overtaget af de nye politikere. Det forudsætter en høj grad af loyalitet, og man kan ikke udelukke, at der er nogen, som kommer til den konklusion, at hvis man ikke siger noget, så får man heller ikke sagt noget forkert. Men det er ikke mit indtryk, at det generelt afholder folk fra at mene noget, siger Nils Bernstein. Debatten dør I det hele taget ser Nils Bernstein ingen problemer i, at offentlige ansatte ikke drøner ud i offentligheden, hver gang de har noget på hjertet. Det er nemlig ikke nødvendigvis den bedste måde at ændre tingene på, og hvis en embedsmand har kritik eller gode ideer, så er der højt til loftet inden for murene. - Der er stor efterspørgsel på ideer inden for systemet. Derfor er der brug for folk, der har nogle synspunkter, så man behøver ikke brænde inde med sine meninger. Den argumentation er både Oluf Jørgensen og Torben Ishøy langt fra enig i. - Det gælder om åbenhed og gennemskuelighed i alle sektorer. Hvis ikke du har det, så har du grobunden for dårlig embedsførelse og dårlig administration, siger Torben Ishøy. Farum-sagen viser, hvor galt det kan gå, men i følge Oluf Jørgensen er det ikke sådan et yderpunkt, som er det største problem. Det handler om at få kritikken og ideerne ud i offentligheden, så debatten bliver levende til gavn for demokratiet. Derfor så både Torben Ishøy og Oluf Jørgensen gerne, at loven blev ændret som i Sverige, hvor de ansattes ytringsfrihed er skrevet ind i en særlig lov. Lovgivning er dog ikke nok til at ændre kulturen i den offentlige administration, og Oluf Jørgensen synes for eksempel, at det er en glimrende ide, når sygeplejerskerne uddeler en pris til den kollega, der har markeret sig mest i debatten i løbet af året. - Det kunne blive opfattet som positivt og spændende at nogle står frem, i stedet for truende og "I skal endelig undgå, at omverden får indblik i eventuelle problemer", siger han. Sådan en pris er dog ikke lige på trapperne i Statsministeriet. - Hvis man som ledende medarbejder har trang til at ytre sig om noget, som man ikke selv føler opfylder loyalitetstesten, så skulle man måske finde sig noget andet at lave. Hvis man arbejder i et ministerium, så arbejder man på ministerens vegne. Derfor er testen, om det kan siges at være loyalt overfor den, der har ansvaret for systemet. Hvis man ikke kan svare bekræftende på det, så ville mit råd være, at man skulle lade være med at sige noget, siger Nils Bernstein og tilføjer: - Det gælder selvfølgelig kun for de, der sidder tæt på den politiske ledelse. For andre ansatte er der vel tværtimod et ønske om, at de deltager i den offentlige debat.