Når trælle og vikinger krammer

Det sociale er vigtigt på Lindholm Høje

AALBORG:En tidsportal til en anden verden, hvor alle er én stor familie. På denne måde beskriver de to amatørskuespillere, Pernille Ringsborg og Rasmus Tousen, tilværelsen på Lindholm Høje i disse uger. De to skuespillere medvirker i vikingespillet ”Trælleblod”, der havde premiere tirsdag. 23-årige Pernille Ringsborg har været med to gange før og har spillet amatørteater siden 4. klasse. Men hendes skuespillerhjerte banker for rollen som hedning på Lindholm Høje. - For mig er det her det ultimative. Det er min fritidsinteresse, det er her jeg slapper af, jeg elsker naturen og samtidig er sammenholdet i amatørgruppen meget tæt. Det er perfekt, siger hun. Pernille Ringsborg spiller træl i stykket og har kun få replikker. Men for hende handler det om alt andet, end hvem der har den største rolle. Det handler om at være med i fællesskabet, fortæller hun. Debutant viking 18-årige Rasmus Tousen er med for første gang. Han spiller viking og er dermed herrer over Pernille Ringsborg. Men det er kun i stykket, for uden for scenen ser verden helt anderledes ud. Her er holdet det vigtigste - også selvom det består af 68 medspillere. - Jeg får sommerfugle i maven på de andres vegne. Ens energi smitter, når man er på scenen, og derfor er det vigtig, at vi alle hjælper hinanden, så vi leverer en god samlet indsats. Det er vel holdånd, siger han og Pernille Ringsborg tilføjer: - Der følger altid et kram med, når vi møder hinanden. Der er ingen konkurrence mellem os. Det er helt lige meget, hvilken rolle man har, siger Pernille Ringsborg Vores fortid Første gang Pernille Ringsborg var med i vikingespillet, var det muligheden for at spille teater der trak. Men i dag er det meget mere, end blot at leve sig ind i en rolle. - Hele vikingetiden er jo noget fra vores fortid, og vi får et godt indblik i vikingernes tilværelse. Vi går rundt i tøjet og med smykkerne, så jeg er da kommet til at interessere mig meget for den tid. Og så er kulisserne jo fantastiske, siger hun. - Det er en lille tidsportal. Hele opsætningen med den udendørs scene her på Lindholm Høje er med til at gøre det hele meget nærværende. Det kunne ikke gøres indendørs, for så ville ånden forsvinde, tilføjer Rasmus Tousen der er kommet til at bruge Lindholm Høje som pusterum. Men selvom livet som amatørskuespiller på Lindholm Høje er hyggeligt, lærerigt og spænende, så er det stadig hårdt arbejde. - Det værste har været, at ens dagligdag bliver stresset, når man samtidig skal passe skolen. Men den forløsning det giver, når man møder publikum for første gang er så stor, at det overskygger det trælse, siger Rasmus Tousen. Og netop tiden er da også det eneste der står i vejen for, at Rasmus Tousen vender tilbage til vikingespillet næste år. Det gør Pernille Ringsborg dog helt sikkert, og hun opfordrer andre til at gøre det samme. De eneste krav er, at man skal kunne lide naturen, teater og have lyst på at leve sig ind i et andet univers.