Når vandene skiller og samler Asien og Europa

København 20. september 2002 08:00

KØBENHAVN: Afstanden var blot det lille stykke vand mellem indre by og Holmen. Hvis afstanden skulle have afspejlet meningernes forskellighed, skulle der have været meget længere mellem de to store grupper af asiatere og europæere, der i går mødtes i København. På den ene side af vandet - på Hotel Marriott på Kalvebod Brygge mødtes omkring 200 erhvervsledere fra EU's 15 medlemslande og 10 asiatiske lande til det såkaldte Asien European Business Forum (AEBF). På den anden side af vandet - på Arkitektskolen på Holmen samledes omkring 100 repræsentanter for forskellige ngo-organisationer (uafhængige organisationer) fra begge kontinenter. Formålet for begge grupper er imidlertid det samme. Med hvert deres udgangspunkt forsøger de at gøre deres indflydelse gældende over for de asiatiske og europæiske politikere, der i næste uge mødes til topmøde i den såkaldte ASEM-proces (Asian-European Meeting) i Bella Centret. Men mens vandet symbolsk trak den skarpe grænse mellem de to grupper, fik holdet på Holmen overraskende opbakning fra en af deltagerne på Kalvebod Brygge. Dr. Frank-Jürgen Richter, der er Asien-chef i den anerkendte internationale tænketank World Economic Forum, anbefalede uden omsvøb, at de to grupper i fremtiden danner et fælles forum, hvor meninger bliver udvekslet. - Vi skal have folk på gaden ind i vores diskussionsfora, sagde Richter med en retorik, der mindede mere om talemåden hos dem på den anden side af vandet end hos forretningsfolkene på Marriott. - Ngo'erne er de mest fremadsynede. Hvis diskussionerne kun omfatter erhvervslivet og politikerne, udelader vi én vigtig gruppe, fortsatte han. At broen over vandet endnu ikke er opført, blev imidlertid klart, da erhverslivets chefer defilerede ned til en overdådigt frokostbuffet. Tjenerne stod parat med vand og vin, udenfor blinkede en barmhjertelig efterårssol i havnebassinet, og svage toner fra et jazzorkester kunne høres i det fjerne. Kiggede man ud på den storslåede udsigt gennem Marriotts glasfacade blev det dog klart, hvor jazzmusikken kom fra. På en båd udenfor hotellet havde antiglobaliseringsbevægelsen Attac i et anderledes forsøg på at få opmærksomhed opstillet en saxofonisk og et par trompetister. "Vores verden er ikke til salg", stod der på et banner hen over siden på båden. På havnekajen stod Mikkel Bay fra Attac og uddybede bevægelsens ærinde. - Vi synes, det er en dårlig idé, at de multinationale bosser nu sidder derinde med deres lækre frokost, mens multinationale selskaber i Asien underbetaler deres ansatte og nægter dem at være i fagforening, sagde han. - Det er ikke til gavn for samfundet. Det er kun til gavn for deres egen profit, fortsatte han. Den opmærksomhed, som ngo'erne ønsker, stemmer imidlertid ikke overens med Richters tanker. På Holmen vakte ideen om at blive inviteret indenfor til frokost ikke stor begejstring. - Tiden er ikke moden til fælles arrangementer. Det er vores dagsordener for forskellige til, sagde Holger Hansen fra bistandsorganisationen CARE Danmark og arrangør for ngo-initiativet på Holmen, da han hørte om ideen. - Problemet er nærmere, at vi ikke har officiel kontakt til det politiske sytem. AEBF har officiel kontakt, men det har vi ikke, fortsatte han. Ved åbningen på ngo'ernes møde på Holmen, der går under navnet ASEM 4 People, havde arrangørerne håbet, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ville have holdt tale. Men til stor fortrydelse meldte statsministeren afbud. - Det viser, hvilken vægt det politiske system tillægger vores stemme. Foghs afbud sender et signal om, at det her drejer sig om forretningslivets interesser. Det drejer sig ikke om civilsamfundet, som ellers er dem, der bliver mest berørt af globaliseringen, sagde Holger Hansen. På Hotel Marriott vil erhverslederne mødes igen både fredag og lørdag, mens ngo'erne på Holmen også inddrager søndagen. Begge lejre vil afslutte deres møder med en udtalelse, som de hver især håber vinder indpas under diskussioner ved ASEM-topmødet, der indledes på mandag. Afstanden mellem disse to sæt af anbefalinger vil uden tvivl lægge længere fra hinanden end afstanden mellem indre by og Holmen. Spørgsmålet er snarere, om de to hold i fremtiden vil blive tættere knyttet, og om de overhovedet er interesseret i at sidde ved samme frokostbord. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...