EMNER

Når ven bliver til fjende

Nervøsitet op til en eksamen sætter adrenalinen i gang i kroppen, og forbereder eleverne til at yde deres bedste. Men for nogen kammer nervøsiteten over og bliver en uovervindelig fjende

Alle bliver nervøse før en eksamen, og det er fremmende for den gode præstation, at kroppen er i alarmberedskab, men for nogle er eksamen ligefrem angstfremkaldende, forklarer psykolog Carl Åge Okkels.
Arkivfoto: Michael Koch

Alle bliver nervøse før en eksamen, og det er fremmende for den gode præstation, at kroppen er i alarmberedskab, men for nogle er eksamen ligefrem angstfremkaldende, forklarer psykolog Carl Åge Okkels. Arkivfoto: Michael Koch

NORDJYLLAND:Hænderne ligger svedige på bordet, stemmebåndet snævrer sig sammen, klappen går ned, og så er den eksamen ødelagt. – Nogen går helt i sort og kan simpelthen ikke sige noget som helst. De bliver nervøse for nervøsiteten, mister kontrollen og går i panik, siger psykolog Carl Åge Okkels. Han er tilknyttet de otte gymnasier i Aalborg og Himmerland og får jævnligt besøg af unge mennesker, som oplever regulær angst for mødet med eksamen. – I udgangspunktet gør en eksamen alle mennesker nervøse. Og sådan skal det helst være. – For nervøsitet får adrenalinen til at pumpe i kroppen og forberede både fysisk og mentalt vores krop i højeste alarmberedskab. Det hjælper os til at yde vores bedste, siger Carl Åge Okkels. Udsat for pres gør mennesker en af to ting. Flygter eller kæmper. – Vi kan ikke flygte fra en eksamen, og det kan være angstfremkaldende for mange. – Eksamensangst får gode vækstbetingelser, når eleven udelukkende fokuserer indad på sin nervøsitet og angst i stedet for at fokusere på den opgave, der skal løses, siger Carl Åge Okkels. En psykologisk lov siger, ifølge Carl Åge Okkels, at det du vedholdende fokuserer på har en tendens til at gå i opfyldelse. En anden lov siger, at forestillingen om noget altid vinder over viljen til gøre noget. Derfor handler det for psykologen om at få elever med eksamensangst til at fokuserer målrettet på den opgave, der skal løses i stedet for på deres angst. – Med få øvelser kan de fleste klare sig, simpelthen ved at lære at betragte nervøsiteten som den hjælper, den er, i stedet for som en fjende, der skal bekæmpes, siger Carl Åge Okkels.