Når virkelighed bliver til

De seneste år har danske dokumentarfilm tiltrukket sig stor opmærksomhed verden over. For første gang nogensinde er en dansk dokumentar nomineret til en Oscar-statuette, der uddeles natten til mandag. Bag dokumentar-eventyret flakser en sjælden

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Arne Bro fik idéen til en egentlig dokumentaristisk filmlinje i 1992. Siden da har han fostret talenter hyppigt. (Foto: Carsten Lauridsen)

Arne Bro ryger. Han står i en opstillet virkelighed. For virkeligheden virker ikke uden et lille skub. Sådan er det for en dokumentarist. Man må give virkeligheden en usynlig ramme, før den fungerer. Bro bakser med et filmapparat, mens fotografen henter en projektør. De er ved at stille virkeligheden op i et filmstudie. Et studie på filmskolen, hvor Arne Bro er den lavmælte regent. - En dokumentarfilm er en film, der giver indtryk af at beskæftige sig med virkeligheden. Giver indtryk af, at den arbejder med personer, der ikke får løn for det, de gør - i modsætning til spillefilm. I dokumentarfilm spiller folk sig selv og ikke andre end sig selv. En god hovedperson er én, der er god til at performe som sig selv, siger Arne Bro og stikker ild til en ny cigaret: Det specielle Danmark - Dokumentarfilmen beskæftiger sig først og fremmest med den virkelighed, instruktøren ser og gerne vil vise os. Det skal være en vedkommende og god historie, som er reel og ikke fremprovokeret. Men i en dokumentarfilm har du som oftest aftalt tid og sted. Altså er der en minimal iscenesættelse, men den findes da. I Danmark har man valgt at satse på dokumentarfilm som et kunstprodukt. Det er ikke en journalistisk uddannelse, men derimod et fag i æstetik. Når instruktørerne rejser udenlands, bliver de tit spurgt, om det er noget i det danske vand, der gør, at så lille et land kan lave så store succeser hver gang. Blot i år har filmen "Into Eternity" af Michael Madsen, der handler om atomaffald, været nomineret til en Green Film Award, "Det røde Kapel" af Mads Brügger, der er en fingeret kulturudvekslingsrejse til Nordkorea, har vundet ved den store Sundance-festival, og i dag har Danmark chancen for at vinde den første Oscar i dokumentargenren nogensinde med "Burma VJ", der handler om opstanden i Burma i 2007 set gennem to civile videojournalisters øjne. Det ganske særegne ved Danmark er, at vi som land ser på dokumentarfilm som kunst. Som noget, der har brug for økonomisk støtte. Noget, man ikke ser meget af i andre lande. Dansk Film Institut satser massivt på at få dokumentarerne ud til hele verden. Det gør man på grund af talentmassen, og fordi man kan se, hvor bæredygtigt dokumentarfilmmanden Arne Bros projekt er. Bro træder ud. Ud af fotografens linse. Gør ikke, hvad der bliver sagt. Gør tingene på sin egen måde. Han taler ikke imod. Nyder bare stilheden i det store studie. Tænker. Han bliver afbrudt af en filmskoleelev, der kigger indenfor. Betragter Arne Bro med et blik, der er en godfather værdigt. De to har en kort ordudveksling om et klaver, der står i den ene ende af studiet. Arne Bro vender sig fra virkeligheden over til det konstruerede igen. Godfather of dokumania - Det, vi har gjort med dem, der kommer ind på uddannelsen, er at gøre deres kreative evner til noget, der også kan sælge. Altså lade æstetikken komme frem med kommerciel hensyntagen. Der er en flydende overgang imellem de fiktive elementer, iscenesættelsen og virkeligheden. - De folk, vi uddanner, kommer med et talent, der handler om at have en sanselig evne til at udtrykke sig. Ofte er talentet forbundet med en form for eksiloplevelse. På en eller anden måde har du stået lidt i udkanten af det samfund, du skal fungere i. På den måde bliver du mere sanselig over for verden. Søger at finde ud af, hvad det er i denne verden, der virker. Hvordan kan jeg blive en del af den? Det er den fornemmelse, jeg har af mange af dem, som skaber her. Den første dokumentarfilm, verden kender til, så dagens lys i starten af 1920'erne. Den viste, hvordan arktiske fangere levede 100 år tidligere. Teknologiens muligheder For at indspille filmens rekonstruktioner måtte instruktøren tvinge fangere anno 1922 til at dræbe en hvalros med harpuner i stedet for geværer, som de ellers normalt brugte, og han bragte dem dermed i livsfare. Han byggede også en iglo uden tag for at kunne tage billeder af indeklimaet for en fanger. Siden da er der sket meget med film som medie, og op igennem tiden er de tekniske redskaber blevet mere og mere avancerede. Således optages mange dokumentarfilm i dag på alt fra små camcordere til mobiltelefoner, og det har gjort processen lettere og billigere. I øjeblikket laves der 35 danske dokumentarfilm om året. Rundt regnet hver 10. ansøgning til filminstituttet bliver til en færdig film, og det gør dokumentarfilmene til en hård branche, hvor der kæmpes om pengene. Men biograferne er begyndt at få øjnene op for mediet i takt med de mange roser, filmene høster. Samtidig arbejder man fra Dansk Film Instituts side med at gøre internettet til den store dokumentarplatform for på den måde at få flere film i distribution. Arne Bro går hen mod en stikkontakt. Slukker lyset. For lidt siden, mens han lod en cigaret lade livet i en vask, sagde han: - Vi tilhører en dansk kultur, hvor det heldigvis endnu er sådan, at det er fattigt kun at være forbruger. Der findes værker nok fra andre steder i verden, men hvis vi vil have en kultur, så har vi brug for digtere, malere, instruktører og dokumentarister. Det betyder noget for kunsten, at vi i vores land er vokset op med det nordiske lys. Vokset op med Grundtvig. Vokset op med gratis hospitaler og skolegang med kreative fag. Det er ud fra den forudsætning, vi ser på verden. Vi forestiller os, man skal behandle mennesker ordentligt. Vi forestiller os, man kan tale med børn. Det er forudsætninger, andre fortællere fra andre lande ikke har. Men det har vi, og det afspejler sig i de dokumentarer, danske instruktører laver. Filmstudiet er gået i sort. De store glødelamper er brændt stille ud. Arne Bro har placeret sig mellem rekvisitterne, kun med lysindfald fra den åbne dør. Fotografen knipser silhuetten af Bro med en smøg i munden. Sådan er det altid på film. En smule magi. En smule røg. Noget flydende.