Nabo hjalp med at stoppe markbrand

Et brandbælte af traktor og harve var med til at afgrænse en større markbrand i Hjallerup

Natasha Jahanshahi
KURT BERING
Landbrug 9. august 2018 16:03 - Opdateret 9. august 2018 16:37

HJALLERUP: Der skal lyde en ros til den nabo, der torsdag eftermiddag lavede brandbælte med traktorer og harver, da der udbrød brand på en større mark i Hjallerup. Det siger indsatsleder Jørgen Pedersen fra Nordjyllands Beredskab.

Klokken 13:34 lød alarmen hos Nordjyllands Beredskab og brandfolk fra både Dronninglund og Brønderslev rykkede ud.

Den tørre jord betød, at ilden allerede havde godt fat i den uhøstede mark, da brandfolkene nåede frem.

På det tidspunkt havde en nabo brugt sin traktor og harve til at afskære ildens vej over marken.

- Ilden løber stærkt i tørken på uhøstede marker, så naboens brandbælte af traktor og harve var med til at afgrænse branden, så det er jo fantastisk, siger Jørgen Pedersen.

Det var under høstarbejde, at en mejetærsker satte ild til den tørre mark, oplyser indsatslederen.

Ilden bredte sig til et seks til otte hektar stort område og var tæt på både bygninger og mejetærsker. Hverken huse eller mejetærsker kom dog noget til, og klokken kvart i tre torsdag eftermiddag, var ilden slukket og brandfolkene i gang med efterslukningsarbejdet.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...