Naboen chikaneret af chikaner

Sommerhusejer kan ikke længere passere med sin datter i kørestol

ØSTER HURUP: Selvom private fællesveje pr. definition er et privat anliggende, så er Hadsund Kommune blevet inddraget i en strid om en af slagsen i Øster Hurup. Her er en beboer i sommerhusbebyggelsen Hestehaven blevet fortørnet over, at grundejerne på nabovejen Bækhaven har foranstaltet deres egne "trafikdæmpende foranstaltninger" på vejen. Nogle jerndragere er i løbet af de seneste 14 dage lagt ned i vejen som bump for at tage pippet fra ungdommelige bilister med fart i blodet. - Og det kan jeg sådan set godt forstå, for selvfølgelig skal man ikke køre ræs på en stille sommerhusvej, siger Per Katberg, der dog føler sig ramt af "trafikchikanerierne". Godt nok opfatter han sig selv som en mere fredelig trafikant, men med en handicappet datter i kørestol kan han nu vælge mellem en omvej ad Langerimsvej eller at tage kørestolen med ud i rabatten på Bækhavevej, når de skal til Øster Hurups nordlige ende. Det første mener han er uacceptabelt. Det andet skaber problemer. - Hvis det bare har regnet en lille smule, så går det slet ikke, siger Per Katberg, der under naboernes arbejde gjorde dem opmærksom på de uheldige konsekvenser. - Men det kom ikke dem ved, sagde de, og så henvendte jeg mig til Hadsund Kommune, fortæller Per Katberg. En snes opkald Det gjorde dog ikke den århusianske sommerhusejer gladere, for godt nok lovede man fra kommunens side at se på sagen. - Men jeg kunne ikke få at vide hvornår, og det kan da ikke være rigtigt, siger Per Katberg. Jo, det er skam rigtigt, bekræfter kommunens vejansvarlige, Carsten Ramløse. - Jeg kan ikke sidde og tage stilling til sådan en sag her ved telefonen. Jeg er nødt til at tage ud og kigge på tingene først, siger Carsten Ramløse, som anslår, at han modtager en snes opkald om dagen. - Vi er til for borgernes skyld, men jeg kan ikke pludselig rydde mit skrivebord for alle andre sager. Vi sidder jo ikke ligefrem og venter på, at folk ringer. Jeg er nødt til at prioritere, og jeg har andre sager, der har været en måned undervejs, bemærker Carsten Ramløse. Han understreger dog, at han på ingen måde har afvist Per Katbergs henvendelse, men at Per Katberg altså må væbne sig med tålmodighed. En besigtigelse kommer ikke på tale i denne uge. Begrænset kompetence Umiddelbart har kommunen kun kompetence til at træffe afgørelse om forhold vedrørende istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje. Om det så også omfatter chikanerne på Bækhaven, er et åbent spørgsmål. - Der er jo ingen tvivl om, at Per Katberg føler sig generet af det her. Det kan for den sags skyld også medføre gener for folk med barnevogne, men det er ikke givet, at det også betyder, at vi kan gribe ind. På den anden side kunne det godt lyde, som om det, de har lavet, ikke er forsvarligt ud fra et trafiksikkerhedsmæssigt synspunkt, og så må vi gøre noget, siger Carsten Ramløse. Det kan blive den krog Per Katberg må hænge sin hat på. Efter hans opfattelse er chikanen nemlig langt fra forsvarlig. - Jeg ville i hvert fald nødig cykle dér i mørke, slår han fast.