Naboer dækker op til fest for Fox-tropper

Skæbnen vil at frederikshavnerne kan indløse billet til HåndboldLigaen i nabolaget

Ole Fink Mejlgaard
Selv om to TST-spillere i denne situation yar godt fat i en rival fra Frederikshavn Fox, så har Fox to gange tidligere i denne sæson slået Team Sindal Tårs.Foto: Peter Broen
Håndbold 11. marts 2007 05:00

TÅRS/FREDERIKSHAVN: Da håndboldklubberne i Sindal og Tårs for et år siden indgik et fornuftsægteskab og skabte alliancen Team Sindal Tårs, rakte ambitionerne i hvert fald til at udfordre Frederikshavn Fox i kampen om tronen i Vendsyssel. På den korte bane er den mission kikset. Tværtimod vil skæbnen, at rævepelsene fra østkysten efter en suveræn sæson netop i dag definitivt kan sikre sig oprykning til kvindehåndboldens Eldorado på en af Team Sindal Tårs’ to hjemmebaner, mens hjemmeholdet trods aktuel formfremgang stadig må nøjes med at drømme om guld og grønne skove. - Vi skal ramme dagen TST-tropperne lægger sig dog ikke ned på forhånd, og de dækker heller ikke frivilligt op til Fox-festen. - Men vi skal ramme dagen og spille uden ret mange fejl, hvis vi skal gøre os håb om at vinde kampen. Og så kan vi håbe på, at de (Frederikshavn Fox, red.) får gummiarme i dele af kampen, fordi oprykningen pludselig er så tæt på, siger TST’s cheftræner, Stefan Madsen, der selv kommer med et hold, som efter fire sejre på stribe - den ene i pokalturneringen - har fornyet opholdet i 1. division. To gange tidligere i denne sæson har Frederikshavn Fox med sejre i pokalturneringen og den almindelige turnering sat det indbyrdes styrkeforhold mellem de to vendsysselske 1. divisionsklubber på plads. Men cheftræner Anders Thomsen tager ikke hattricket for givet. - Vi kommer til at møde et supertændt TST-mandskab, som vil gøre alt for at forhindre vores oprykning, så vi har bestemt ikke vundet på forhånd. Jeg er sikker på, at TST kommer med alt, hvad de har, så selv om vi er tæt på oprykningen, så kan det blive svært at tage det allersidste skridt, vurderer Anders Thomsen. Hans ydmyghed giver TST-lejren nu ikke meget for. - Det er spil for galleriet. Jeg kan kun se Fox som storfavoritter, men det er rigtigt, at vi hænger bedre sammen end længe. Og kan vi udsætte deres oprykning, så vil det da være sjovt, medgiver Stefan Madsen. Han er dog overbevist om, at Fox under alle omstændigheder snupper den direkte oprykning. Endda uden spor af misundelse. - Tværtimod. Jeg synes kun, det er fint, at Nordjylland får et ligahold mere, fastslår TST-træneren, som stort set kan stille med et hold i stærkeste opstilling. Undtagelsen er Ann Jensen, som plages af seneskedehindebetændelse i den ene fod. Dog ikke mere, end at hun er skrevet på holdkortet til dagens lokalbrag. Hos Frederikshavn Fox er der hverken sygdom, skader eller tyndslidte nerver at spore. - Vi kan nøjes med ét point. Men vi kommer efter begge to, garanterer Anders Thomsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...