Naboer er rystet over kommune i mishandlingssag

Aalborg Kommune skulle bruge to og et halvt år, før de greb ind over for en forældrepars formodede mishandling af deres datter. Det ryster naboer til familien i Mou. Det skriver P4 Nordjylland.

Flere naboer har henvendt sig til kommunen gennem årene. - En tidlig morgen mødte jeg hende i ikke ret meget tøj. Hun lavede havearbejde. Jeg sagde, at hun skulle gå ind og tage tøj på, så blev hun bange og ville ikke snakke med mig, fortæller en af naboerne, Marianne Kofoed, til P4 Nordjylland. Familien boede oprindelig i Helsingør Kommune, som havde planer om at tvangsfjerne pigen, men familien flyttede i 2005 til Mou i den daværende Sejlflod Kommune og undgik tvangsfjernelse. Det skete først tre år senere efter en indberetning fra pigens skole i Storvorde, selv om flere naboer have gjort kommunen opmærksom på, at pigen blev mishandlet. Ægteparret står onsdag i byretten tiltalt for gennem fire år at have afstraffet og groft mishandlet deres datter under torturlignende forhold. Systematisk mishandling Ifølge anklageskriftet er den systematiske mishandling foregået fra 2004, da pigen var ni år og indtil april sidste år, hvor datteren blev tvangsfjernet fra hendes mor og stedfar. Ægteparret er tiltalt for otte punkter af mishandling og frihedsberøvelse af pigen. Blandt andet er den 44-årige mand og 43-årige kvinde anklaget for at have slået pigen med cykelpumper, hundelænker og bøjler, og for at have spærret hende inde i timevis i et hundebur og på et mørkt badeværelse. Anklagemyndigheden mener også, at moren har holdt datterens hoved ned i et fyldt badekar, så hun var ved at drukne.