Naboer fik slukket brand i udhus

EMNER 2. marts 2003 07:00
SØNDERHOLM: Et voldsomt brag alarmerede i går eftermiddags naboerne til en ejendom på Nyrupvej ved Sønderholm, hvor der pludselig var ild i et delvist åbent udhus, som var bygget sammen med beboelsen. Da Beredskabscenter Aalborg blev alarmeret, skete det med en melding om "ild i bygning", men da brandfolkene nåede frem, var ilden slukket. En flok på syv-otte naboer havde været i gang med vandspandene, beretter beredskabsmester Jesper Orlien. - De er så snarrådige der ude på landet. Havde naboerne ikke reageret, var det endt med en stor brand, bemærker han. Naboindsatsen betød, at der stort set ikke skete skade på beboelsen, mens udhuset blev temmelig medtaget. I udhuset stod der to store olietromler, som fik toppen blæst af, og det ene låg ramte en kassevogn, som fik en bule. Jesper Orlien ved ikke umiddelbart, hvad der var i olietromlerne, og brandårsagen var i første omgang også usikker. Brandfolkene kunne ikke udspørge beboeren på ejendommen, idet han var kørt fra stedet kort før alarmen. Heller ikke Aalborg Politi kunne i går sige noget nærmere om brandårsagen. -nok
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...