Lokalpolitik

Naboer frygter asbeststøv fra Eternitgrunden

Beboerne i to andelsboligforeninger klar med indsigelse mod lokalplan.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Store planer for boligbyggeri på Eternitgrunden i Aalborg. Sådan ser de foreløbige planer ud set i fugleperspektiv.

Naboer til Eternitgrunden i Aalborg frygter at få asbeststøv i hovedet, når jord skal flyttes rundt på grunden før byggeri af nye boliger. Derfor er beboerne i to andelsboligforeninger på Blegkilde Allé i Aalborg klar med en indsigelse mod lokalplanen for området. Store byggeplaner Der er store planer for Eternitgrunden, som tidligere rummede Aalborgs eternitfabrik. Blandt andet planer om at bygge 250 boliger med panoramaudsigt over Aalborg. Inden boligerne kan bygges, skal noget af jorden fra Eternitgrunden flyttes og bruges til opfyldning af slugten mod sydvest inde på området. Og det skaber nervøsitet hos naboerne på Blegkilde Allé, der har udsigt ned over Eternitgrunden. - Så længe jorden er urørt, er der ingen fare på færde. Men man vil flytte jord fra den ene ende af Eternitgrunden til den anden ende, og uanset om man forsegler jorden, vil der blæse jord direkte herop til os. Jord, som kan være forurenet af asbest, siger en særdeles bekymret Niels Frost, formand for Andelsboligforeningen Blegkilde. "På grund af megen vestenvind i området er der alvorlige bekymringer om spredning af asbest, jord og støv langs Blegkilde Allé i den periode, hvor opfyldningen finder sted", skriver foreningen i den indsigelse, som man nu vil sende til Aalborg Kommune. Fristen for at komme med indsigelser til lokalplanen for Eternitgrunden udløber i morgen. Ingen grund til frygt Søren Enggaard, der ejer den del af Eternitgrunden, hvor der skal bygges boliger, samt Aalborg Kommunes stadsarkitekt Knud Tranholm har i TV2/Nord afvist, at beboerne har grund til bekymring. Søren Enggaard er klar til at mødes med en repræsentant for beboerne for at drøfte sagen, og den invitation tager Niels Frost fra andelsboligforeningen gerne imod. Foreløbig er han og de andre naboer dog fortsat bekymrede for asbestfare, når de store byggeplaner for Eternitgrunden skal virkeliggøres. De frygter også, at de kommende boliger på Eternitgrunden vil ødelægge deres udsigt. Men heller ikke det har naboerne grund til at bekymre sig om, ifølge Søren Enggaard og kommunens stadsarkitekt. - Bebyggelsen vil ligge i selve kridtgraven, og vi tager ikke udsigten fra nogen, siger Søren Enggaard til NORDJYSKE.