Naboer lammetæver værterne

} BANK: Topholdet fra Sebber IF levede op til værdigheden som storfavorit og vandt lokalopgøret på Vokslev Stadion, hvor hjemmeholdet fik et stød til maven på 1-7 i serie 4.. Første halvleg var dog jævnbyrdig, og selv om gæsterne tilspillede sig chancer, var kampen 43 minutter gammel, inden Sebbers Rene Nielsen bragte SIF på sejrskurs. Kort efter pausen fik Sebber straffe, og det omsatte Henrik Stein til 0-2. Herefter åbnede kampen sig i gæsternes favør, og på mål af Claus Rask, spillende træner Lars Borregaad (tre kasser) og Carsten Bach Mortensen bragte Sebber sig på 0-7, inden holdet begik selvmål. Med sejren har Sebber IF taget endnu et skridt mod oprykning. Vokslev bunder.