Lokalpolitik

Naboer vandt første omgang

Hegn til Projekt Dyrepark skal længere væk fra Thorsvej i ny lokalplan

SINDAL:Der skal laves en ny lokalplan for Projekt Dyrepark, der tager udgangspunkt i et langt mindre areal end den første plan, og som tager hensyn til naboindsigelser. Dyreparken skal blive på den nuværende placering umiddelbar øst for Oremosebækken, mens det står mere åbent hvor den planlagte legeplads kan placeres i området. - Der har været en sober debat. Dem der har gjort indsigelser har ingenting imod dyr og legeplads er samme sted, men de synes bare at det bliver for omfattende og at hegnet kommer for tæt på deres haver, begrundede borgmester Søren Risager (V) den ændrede holdning på kommunalbestyrelsesmødet mandag, hvor politikerne drøftede konsekvensen af de mange reaktioner, der i offentlighedsfasen var kommet på lokalplanen for Projekt Dyrepark. Omkring 40 beboere, fortrinsvis fra Thorsvej, havde skrevet under på indsigelser imod lokalplanen, mens tre dagplejemødre havde samlet 221 underskrifter ind til støtte for projektet. - Med så mange indsigelser er det klart, at vi må reagere på det her. Den arbejdsgruppe, der er kommet med Projekt Dyrepark, har gjort et godt stykke arbejde, og jeg vil gerne give arbejdsgruppen mulighed for at arbejde videre på det her grundlag, sagde S-gruppeformand Ivan Leth. Den erklærede modstander af den nuværende lokalplan Jette Sørensen (S) tilføjede, at hvis ikke man kan blive enige om at lægge legepladsen ved dyreparken, så er der andre steder i byen, hvor en legeplads kan placeres. Den mest ivrige tilhænger af det foreliggende projekt May Britt Nielsen sagde derimod ikke noget. Som medlem af arbejdsgruppen rejste hun selv spørgsmålet om mulig inhabilitet, og da hendes byrådskolleger var i tvivl, blev hun sendt udenfor døren under behandlingen af punktet. Efter kommunalbestyrelsesmødet begrundede May Britt Nielsen overfor NORDJYSKE arbejdsgruppens ønske om udvidelsen af dyreparken med, at hvis legepladsen skal placeres øst for bækken, så går der noget fra det nuværende indhegnede område, og i forvejen har det nuværende dyrehold for lidt plads.