Naboklubber tørner sammen

AALESTRUP:Der er lagt op til et spændende lokalopgør, når Aalestrup IF tager imod Aars HK i håndboldherrernes 3. division. De to hold plejer at give hinanden nogle gode og spændende kampe. I forrige sæson mødte de to hinanden i den daværende danmarksturnering. Her vandt Aalestrup med hele 26-16 og håber at kunne gentage dette kunststykke. I hvert fald har Aalestrup i bunden af rækken hårdt brug for pointene og holdets målmand og træner Thomas Vestergaard satser på at få vendt bøtten. - Disse lokalopgør plejer er være spændende og med mange tilskuere. Og der bliver sædvanligvis gået ekstra til den, siger Thomas Vestergaard. Til kampen mod Aars råder Aalestrup atter over holdets stregspiller og krumtap i forsvaret, Dan Christensen, der var hårdt savnet i forrige opgør mod Nr. Søby, hvor han stod over med karantæne.