Nadal kæmper sig frem til finalen i Brazil Open

Den tidligere verdensetter havde det svært mod en ukendt argentiner i semifinalen i São Paulo.

Nadal kæmper sig frem til finalen i Brazil Open

Den spanske tennisspiller Rafael Nadal er klar til søndagens finale i Brazil Open efter et tæt opgør i semifinalen mod argentineren Martin Alund.

Den 26-årige Nadal har været væk fra turneringstennis i syv måneder på grund af en knæskade, og forsøger nu via tre mindre turneringer i Latinamerika at komme tilbage til toppen af sporten.

I sidste uge nåede han frem til finalen, som han dog tabte, i ATP-turneringen i Chile.

Søndag skal han i Brazil Open op mod argentineren David Nalbandian, der i sin semifinale uden større vanskeligheder slog Italiens Simone Bolelli 6-3, 7-5 i løbet af 85 minutter.

Nadal havde det sværere mod Martin Alund, verdensranglistens nummer 111. Spanieren vandt første sæt 6-3, mens Alund vandt andet sæt efter tiebreak. I tredje sæt trykkede Nadal på speederen og vandt overbevisende 6-1.

Nadal er topseedet i turneringen i São Paulo, der har en samlet præmiesum på 455.775 dollar.

Nadal, der har vundet 11 grand slam-titler, vandt Brazil Open i 2005. Senere på denne måned deltager Nadal i Mexico Open i Acapulco.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.