Nadal spiller sig i kvartfinalen i US Open

Den forsvarende US Open-mester, Rafael Nadal, slog georgier og møder Dominic Thiem i kvartfinalen i New York.

Rafael Nadal blev søndag klar til sin ottende kvartfinale i US Open, da han besejrede Nikoloz Basilashvili. Foto: Timothy A. Clary/Ritzau Scanpix
Tennis 2. september 2018 22:04

Den spanske tennisstjerne Rafael Nadal sørgede søndag for at booke billet til kvartfinalen i US Open.

Den forsvarende mester spillede sig videre i grand slam-turneringen, hvor han er klar til sin ottende kvartfinale.

Det skete med en sejr på 6-3, 6-3, 6-7 (6/8), 6-4 over georgiske Nikoloz Basilashvili, og dermed blev verdensetteren klar til at møde Dominic Thiem.

Thiem blev klar til sin første kvartfinale i turneringen ved at besejre Kevin Anderson 7-5, 6-2, 7-6 (7/2).

Østrigeren er en af tre spillere, der i år har besejret Rafael Nadal.

Det skete på grus i Madrid Open tidligere i år, men omvendt trak Nadal sig sejrrigt ud af opgøret mod Thiem i finalen i French Open i juni, da spanieren vandt grand slam-turneringen for 11. gang i karrieren.

Nadal sikrede sig første sæt ved at serve sig til 6-3, efter at han havde brudt Basilashvili til 5-3.

I andet sæt brød spanieren ved første mulighed til 1-0-føring, og han brød igen til 6-3 og bragte sig foran 2-0 i sæt.

Tredje sæt var Basilashvilis efter en tiebreak, og georgieren tabte sit første serveparti i fjerde sæt og kom bagud.

Han brød dog Nadal til 3-3 for blot umiddelbart efter selv at blive brudt i sin serv, og derfra sikrede Nadal sig sættet med 6-4 og dermed kampen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...