Nadia Nadim fortsætter fodboldkarrieren i USA

Den tidligere Fortuna Hjørring-topscorer har skrevet kontrakt med klubben Racing Louisville FC

Nadia Nadim har netop vundet det franske mesterskab med Paris Saint-Germain. Nu fortsætter karrieren i USA. Arkivfoto: Ritzau Scanpix

Nadia Nadim har netop vundet det franske mesterskab med Paris Saint-Germain. Nu fortsætter karrieren i USA. Arkivfoto: Ritzau Scanpix

FODBOLD:Fodboldspilleren Nadia Nadim skal fremover spille i USA, hvor hun har fået kontrakt med klubben Racing Louisville FC.

Det skriver klubben på Twitter.

Nadim vender dermed tilbage til USA, hvor hun tidligere har tørnet ud for New Jersey-holdet Sky Blue, hvorefter hun skiftede til Portland Thorns, som hun vandt mesterskabet med i 2017.

Racing Louisville FC er et nystartet hold i delstaten Kentucky, og det match passer godt til Nadim, siger hun til TV2 Sport.

- Jeg glæder mig virkelig meget til at komme tilbage til den amerikanske liga. Det er et helt nyt hold, og jeg elsker udfordringen med at starte fra bunden og arbejde sig op. Det ligger perfekt til mig, siger hun.

De seneste to et halvt år har angriberen spillet for Manchester City og senest Paris Saint-Germain, som hun netop har vundet det franske mesterskab med.

Nadim fik debut på det danske landshold i 2009 og har spillet tæt på 100 kampe i de rød-hvide farver.

Torsdag spiller hun potentielt sin landskamp nummer 98, når Danmark møder Australien i Horsens, og 15. juni gælder det Spanien i Madrid, inden det i efteråret går løs med VM-kvalifikationskampe.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.