Nægter opfordring til drab

{ HELSINGØR: Overhovedet i en pakistansk familie nægtede mandag i retten i Hørsholm, at han har opfordret sin søn til at slå søsteren ihjel. - Vi har kun prøvet på at tale hende til fornuft. Jeg er den ældste, så jeg blev nødt til at prøve at tale med hende, sagde den 75-årige mand under afhøringen. Set med hans øjne bestod problemet i, at datteren ønskede at lade sig skille fra den mand, som hun efter familiens plan var blevet gift med. Faderen er sammen med seks andre tiltalt i sagen, der er endnu et eksempel på en forbrydelse, som ifølge politi og anklagemyndighed er affødt af æresbegreber fra en anden kultur. /ritzau/