Næh, dengang vi var børn....

Pensionister og efterlønnere præsenterer "Sandkassen" i Biecentret

HOBRO:- Det er hårdt, men sjovt! Og nu kan vi da se en ende på det. Den årlige revy i Biecentret "Sandkassen" er ved at være premiereklar, instruktøren Jørgen Trap hundser med sine folk de sidste dage, og de ti medvirkende, som nu i snart otte måneder har arbejdet på revyen, er klar til at fyre deres numre af for publikum. Det glæder de sig til. - Nu er vi ved at være lidt trætte af det, siger Iris Iversen med smilet glimtende i blikket, så selv om der måske er lidt sandhed i hendes kommentar, så har holdet også haft det sjovt, og glæder sig til at vise resultatet frem. - Vi får hver gang et rigtig godt kammeratskab, når vi laver revy, siger Iris Iversen. Denne gang har revyen fået titlen "Sandkassen", og den tager da også sit udgangspunkt i en sådan, mens to ældre herrer, placeret på en bænk på scenen, så ganske grovkornet, men dog morsomt, kommenterer begivenhedernes gang. - Sådan var det ikke, dengang vi var børn...., lyder det fra de to og sådan får publikum lov at følge livets gang fra børnehave til enkebal på kroen. Revyen er også i år spækket med gode og kendte sange - nogle med nye tekster - og der er til både bid og latter i numrene. Blandt andet kan vi afsløre, at kunstværkerne i Bies gård ikke uventet får et ord og en sang med på vejen. Der er denne gang ti medvirkende på scenen, og blandt dem er kun en enkelt debutant. De får behørig hjælp af to musikere. Der var indtil for nylig tre musikere, men pianisten er uheldigvis kommet til skade, så formentlig må revyholdet klare sig uden hende, når sangene skal synges. De fleste revytekster er skrevet af Jørgen Trap, som også har instrueret, men også flere af de medvirkende har bidraget til "Sandkassen". Blandt dem er Bendt C. Jørgensen, som er med i revyen for tredie gang. Han sidder også i Biecentrets centerråd, og som sådan er han meget glad for den årlige revy. - Vi er meget glade for, at Jørgen Trap vil hjælpe os med at lave revy, og det er hvert år en god lejlighed for de ældre til at præsentere familien for Biecentret. Vi oplever, at mange af de ældre inviterer familien med til revy-aften, hvor de får både revy og rejemad for 60 kroner, siger Bendt C. Jørgensen. Han havnede på revyholdet for tre år siden, da han gik på efterløn. - Jeg besluttede mig for, at jeg ville prøve noget, jeg aldrig havde prøvet før. Derfor meldte jeg mig, fortæller han. Resultatet af hans og de øvriges arbejde kan første gang ses på onsdag 27. april. Der bliver ialt spillet fire forestillinger - en eftermiddags- og en aftenforestillinge - og spilledagene er onsdag 27. april og torsdag 28. april. Sidste år var der udsolgt til den populære revy, men der skulle efter sigende være lidt billetter endnu at få til "Sandkassen" i år.