Nær rekordernes Ambufest

Fin stemning, stort overskud og rigtig fornuftigt Ambu-vejr

Naturvidenskab 1. september 2003 06:00

HOBRO: Vejrudsigterne holdt heldigvis ikke, og nu bevæger Ambufesten sig mod nye rekorder - uden dog at slå den gamle nær den halve million kroner. Vi kan se tilbage på den til dato bedste fredag, og lørdag ligner den næstbedste - måske endda den bedste hidtil, så det tegner rigtig godt, medgiver Ambu-formand Ole Vedel søndag eftermiddag. Han gætter på et overskud nær de 400.000 kroner. Rekorden ligger nærmere den halv million. Forude venter en søndag aften navne som Tørfisk og og Ib Grønbech til at trække det sidste læs. - Jeg har før siddet og talt forventingsfyldt om søndag aften, hvorefter regnvejr har spoleret det hele og holdt publikum hjemme, men vi har alle forhåbninger om, at det ikke gentager sig i aften, og så tror jeg, vi kan se et flot program folde sig ud med et festfyrværkeri som afslutning midnat, forudsiger Ole Vedel. Et halvsent tidspunkt at lukke og slukke for festen, vedkender han. - Men det er dyrt at sætte en fest i gang og for tidligt at slutte allerede ved 22-tiden, som vi prøvede et par år. Og er vejret til det, så vil folk feste. Modsat: regner det, så bliver borgerne hjemme og siger tak for i år, opregner Ole Vedel. Endagsbilletter ok Den tivoliserede udgave af Ambu-festens brug af skarpe musikalske vignetter i snart sagt alle boder bevæger sig på et lydiveau, næppe nogen arbejdsplads ville slippe godt fra at byde sine ansatte. - Jeg kunne da også godt tænke mig, at man skruede lidt ned for lyden. Sådan har alle voksne og midaldrende det sikkert, mens de unge utvivlsomt synes, det er helt fint, funderer Ole Vedel. Fra billetlugerne meldes om succes med ideen om endagsbilletter til små penge, så besøgende ikke nødvendigvis behøver at købe ambuhæfte for at aflægge pladsen et enkelt besøg. Uden for nummer står sædvanen tro torsdag aften, der har karakter af open-air. Her trak Shu-Bi-Dua 3000 betalende - helt som forventet og cirka 1000 færre end Smokie i fjor. Nogle mindre fuldemands-slagsmål pånær har publikum har både torsdag, fredag og lørdag opført sig eksemplarisk. Politiet melder om en absolut fordragelig og fredsommelig Ambufest.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...