Nærbanen bliver alt for nær

Beboere i Skalborg er rystede over, at den kommende nærbanestation skal ligge klods op ad deres huse

Aalborg 30. september 2002 08:00

SKALBORG: Hvem kunne tænke sig at have en nærbanestation liggende næsten i sin forhave? Det kan adskillige beboere på Kettrup Allé og Engdraget i hvert fald ikke. De er blevet meget overraskede over, at kommunens nye lokalplan foreslår, at Skalborg Station skal anlægges midt i et parcelhusområde. Det sker i forbindelse med den kommende Aalborg Nærbane. Og lokalplanen viser, at perronen vil strække sig fra Kettrup Allé nr. 7 og 150 meter i nordlig retning. Der vil være perron på begge sider af jernbanen. Kettrup Allé løber parallelt med jernbanen på østlig side. Mellem vejen og jernbanen skal der - udover perronen - også anlægges en parkeringsplads med plads til otte biler. Tore Raaen fra Kettrup Allé nr. 3 vidste godt, at der skulle anlægges en nærbanestation, da han købte parcelhuset for et halvt år siden. Men han havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at perron og parkeringsplads skulle komme til at ligge nærmest lige uden for hoveddøren. - Der er 32 meter fra min husgavl og hen til hegnet, der står lige op til skinnerne, fortæller Tore Raaen. Han ved det, for han har selv målt efter med en lasermåler. På de blot 32 meter skal der med andre ord være plads til følgende: En perron, en parkeringsplads, Kettrup Allé - samt Tore Raaens egen have fra husgavlen og ud til Kettrup Allé. Frygter øget trafik Flere beboere har svært ved at forstå, at stationen skal ligge så tæt på parcelhusene. De er overbeviste om, at placeringen af den nye station betyder meget mere trafik lige uden for døren. Ikke mindst fordi der netop skal være plads til både vej, parkeringsplads og perron på det forholdsvis smalle område mellem Kettrup Allé og banen. - Det bedste var da, om den blev væk, siger Harding Fragtstrup om stationen. Han bor lige på hjørnet af Kettrup Allé og Engdraget. - Det er et stille og roligt kvarter, men det bliver det ikke ved med at være, forudser Harding Fragtstrup, og den frygt deles af en anden beboer, Hanne Østergaard: - Der bliver stor trafik herude, siger Hanne Østergaard, der frygter, at Kettrup Allé på længere sigt skal ende med at være aflastning for trafikken på Hobrovej. Samtidig er hun bekymret for områdets mange børn, der er vant til at lege på på områdets stisystemer og lukkede veje. Flere beboer mener, at trafiksikkerheden går fløjten med mange biler, der kører til og fra nærbanestationen på kvarterets smalle villaveje. Da Tore Raaen får at vide, at Banestyrelsen regner med, at Skalborg bliver den mest benyttede station på hele Aalborg Nærbane med ca. 1200 passagerer - ja, så undrer Tore Raaen sig endnu mere: - Hvorfor ikke placere stationen syd på ved dyrskuepladsen eller længere nordpå ved den gamle station på Stationsmestervej? foreslår Tore Raaen. Tore Raaen mener, at disse alternativer vil være meget bedre, fordi stationen ikke på samme måde vil blive "klemt ned" midt i parcelhusområdet, men stadig ligge tæt på kvarterets huse. Tore Raaen oplyser, at flere i området nu er i gang med at lave indsigelser mod kommunens lokalplan. Lokalplanens forslag til placeringen af Skalborg Station bygger på arbejdet i den arbejdsgruppe, der består af folk fra Aalborg Kommune, Nordjyllands Trafikselskab, DSB og Banestyrelsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...