Lokalpolitik

Nærbanen kører nu på skinner

NORDJYLLAND:Det er en mindre revolution. Måske med store konsekvenser for borgere og erhvervsudvikling i Aalborgområdet: Åbningen af nærbanen Skørping, Støvring, Svenstrup, Skalborg, Aalborg, Aalborg Vestby og Lindholm, der i går blev indviet af trafikminister Flemming Hansen (K). Det var i 1999, at partierne bag forliget om Finansloven afsatte millioner til nærbaner i Aalborgområdet og Aarhus. Millioner, der tildels var en kompensation for milliardprojektet Metroen i København, og med indvielsen er vejen nu banet for halvtimes-drift med tog det meste af døgnet, og tusinder får mulighed for at pendle på skinner fremfor at tage bussen, eller køre i bil. - Jeg er for både kollektiv trafik og biler. Med nærbanen er der nu udsigt til kortere og færre køer på vejene i Aalborgområdet, så nærbanen vil også gavne bilisterne, lød det fra trafikministeren. Som i tilfældet nordjyske motorveje, erkender trafikminister Flemming Hansen, at den nordjyske hovedstad Aalborg næppe mister "kunder i butikken" efter åbningen af nærbanen. Tidligere analyser har vist, at det er Aalborg, der har fået mest gavn af motorvejene, ikke yderområderne, og nærbanen kunne få samme effekt. - Man skal dog lige huske, at også nærbanen går begge veje, siger Flemming Hansen. Amtsborgmester Orla Hav (S) er formand for Nordjyllands Trafikselskab, NT, med speciale i busser. Han byder nærbanen med en hel del IC3-tog og kommende af typen IC4 velkommen, men har ikke glemt landets største pendlerstrækning næstefter københavnsområdet, Hjørring/Aalborg. - Der er absolut basis for en nærbane også på den strækning, vurderer Orla Hav. Støvring har nu fået sin togstation tilbage efter næsten 30 år. Motorvejen har i høj grad været en af byens drivkræfter for bosætning, nu kommer nærbanen til, men indtil videre har Nordjyllands Trafikselskab bevaret den hidtil yderst populære ekspresbus mellem forstaden Støvring og Aalborg. - Nu må vi så se, om der fortsat bliver basis for busruten, som vi har kæmpet så hårdt for at bevare, lød det under nærbane-åbningen fra Støvrings borgmester Anny Winther (V). Nærbanens jomfrurejse endte i Skørping, hvor alle de fine gæster blev trakteret med frokost i KulturStationen over for togstationen. Her er nærbanen ikke nogen revolution, thi man har kunnet tage toget fra Skørping lige siden åbningen af den første jernbane i 1869. Ikke desto mindre var der gjort en hel masse ud at fejre dagen i Skørping med julehalløj og nostalgiske glimt fra jernbanens barndom. Flabet nok proklamerede "stationsforstander" Mogens Yde da også: - Hernede kalder vi den nu for Skørping Nærbane. Vi mener jo den starter her. Den spøg gik trafikministeren med på. Og også at han straks efter indvielsen blev bortført af nogle sortsværtede røvere fra Rold...