Lokalpolitik

Nærdemokrati i Tinghuset

Fjerritslev Borgerforenings ide om direkte dialog med lokale politikere blev et hit. Opsparet frustration blev luftet, og der er basis for flere Byting.

Den gamle retssal i Tinghuset i Fjerritslev var proppet, så væggene var ved at sprænges, da det første Byting blev holdt på initiativ af Fjerritslev Borgerforening. Foreningen så rigtigt, da den inviterede borgerne til at møde de fire lokalt valgte kommunalpolitikere, Otto Kjær Larsen (V), Sonia Luther Nielsen (V), Steen Andersen (UP) og Per Halsboe-Larsen (S) ansigt til ansigt. Der var tydeligvis sparet mange frustrationer og spørgsmål sammen, og frygten for at hele 9690-området bliver hægtet af udviklingen i Jammerbugt gik som en rød tråd gennem mange af indlæggene. Hele aftenen blev en strøm af kritiske spørgsmål om snerydning, cykelstier, skolestruktur, idrætshaller, bymidte, foreningsliv, uddannelse og busruter. For ikke at tale om ældreområdet, som havde fået en delegation fra Klim til at indfinde sig. Politikerne havde nok at gøre med at svare på spørgsmålene, og ordstyrer Mogens Nørgaard, der har stået mange gange som forsvarsadvokat i samme retssal, holdt veloplagt styr på tropperne fra dommerhjørnet. De små samfunds rolle gik igen i flere bekymrede indlæg, bl. a. fra sognepræst Inger Øeby, Bonderup, der frygter konsekvensen af at alle 7. klasser flyttes til overbygningsskolerne. - Det vil flytte ildsjæle væk fra vores område og fra andre landsbyer, så vi ikke kan få nye håndboldtrænere og spejderledere, advarede hun. Tre politikere fastholdt, at 7. klasserne efter folkeskoleloven hører til udskolingen, dvs. sammen med 8. og 9. klasse, og Steen Andersen, der helst vil beholde den nuværende struktur, medgav, at det nok bliver resultatet.