Nærhed og tryghed for færre børn

SKAGEN:Efter 14 år som pædagog i skolefritidsordningen på Kappelborgskolen, blev Sanne Aaby leder af fritteren - midt i en lukketid. Det skete, da to pædagoger søgte og fik nye jobs. Ingen ved præcist, hvornår der ikke er flere børn i fritteren, men Sanne Aaby regner ikke med at forlade stedet i utide. Faktisk er hun glad for arbejdet lige nu, for her er mere nærhed. - Vi er mere omkring det enkelte barn. Det giver en tættere fornemmelse og børnene føler sig mere trygge. Det er som om vi er en lilleskole, siger Sanne Aaby. Hun er i dag leder af en fritidsordning med cirka 55 børn. For få år siden var der virkelig trængsel i fritteren - da var de 125 børn. En konsekvens af at de er færre og færre børn kan blive, at fritteren må lukke lokalerne på 1. sal og nøjes med at være i stueetagen. Men ellers har Sanne Aaby valgt ikke at bekymre sig om fremtiden. Og debatten om den kommende 1. klasses fremtid vil hun slet ikke blande sig i. For hende og personalet handler det om at tage en dag af gangen, for der bliver hele tiden taget nye beslutninger. Det er beslutninger, som personalet ikke har indlydelse på, men som i høj grad kan påvirke hverdagen. Nyder at være få - Lige nu nyder jeg hver eneste dag. Jeg ser muligheder i stedet for begrænsninger. Vi har fået nye impulser og ny gejst med to nye pædagoger, Helle Olsen og Rikke Strøm Pedersen. - Vi er ikke flere end vi kan holde rigtige børnemøder, hvor vi allesammen drøfter hvad vi har lyst til at lave. Og følelsen af nærhed gælder hele skolen, synes Sanne Aaby. Forleden var alle elever - store som små - samlet i gymnastiksalen. Tidligere har det ikke været muligt - simpelthen fordi de har været for mange. - Vi føler et fællesskab. Vi er gode til at hjælpe hinanden med at holde gejsten, og vi har en rigtig god inspektør. Birthe Borum engagerer sig i hele skolens liv, i alle kroge af skolen, også her i fritteren, siger Sanne Aaby.