Motionsidræt

Nærkontakt med løver og næsehorn

Naturen kommer helt ind under huden, når man på walking safari står ansigt til ansigt med løver, cobraer og næsehorn i Kruger Nationalparken, der er lige så stor som Jylland

Vi er otte i alt. Min søn, Jesper, og jeg samt to irske turister og fire rangere, da vi stiger ud af den støvede Landrover. Foran os strækker den afrikanske savanne sig så langt øjet rækker. Så tidligt på dagen er varmen stadig behagelig. Kun omkring 20 grader. De første Senegalduer er begyndt med deres monotone kurren. På sletten foran os går spredte småflokke af impalaer, zebraer og gnuer. I det fjerne anes to giraffer. Den ene af rangerne tager en lille flaske med vanddamp, som han sprøjter op i luften. Dampen forsvinder mod øst, og dermed er vindretningen angivet. Selv om det føles vindstille, er brisen stærk nok til, at vindretningen er helt afgørende, når dyrene får fært af os. Et dybt brøl runger gennem morgendisen - blot for at blive efterfulgt af endnu flere. Løverne er endnu ikke døset hen efter nattens jagt. Løvernes brølen kommer fra et tæt krat i en dalsænkning 500 meter foran os. Det er dèr, vi skal hen. I gåsegang nærmer vi os krattet. Forest går to rangere, der begge er bevæbnet med afsikrede rifler. Derpå følger min søn og jeg plus de to irere. Bagest går endnu to rangere, som dog ikke er bevæbnede. Vi er helt tavse, da vi har fået strenge instrukser om ikke at sige ét ord. Stilheden er nødvendig, for at rangerne hele tiden kan bedømme løvernes færden ud fra fuglenes advarselskald og dermed kontrollere situationen. Snart er vi fremme. Vi vandrer forsigtigt frem, mens vi ivrigt spejder frem foran os. Og dér - knap 75 meter foran os ligger en hanløve og en hunløve i det høje græs. I kikkerten ser vi tydeligt deres gule øjne, som stirrer koldt imod os, mens vi fornemmer den ramme lugt af rovdyr. Mens vi stirrer intenst på de to løver, hører vi andre løver brøle i et andet krat bag os. Den ene ranger lytter opmærksomt og tæller med fingrene. Der er i alt fem løver omkring os. De to løver, som vi har øjenkontakt med, rejser sig op og forsvinder. Vi fortsætter længere frem - parallelt med løverne - til vi når et udtørret vandløb med tæt vegetation langs siderne. Rangeren sænker riflen, så den er klar til skud, da vi når det støvede vandløb. Men der er helt øde. Så vender vi om. Et nyt brøl fortæller, at der er stadig er løver i krattet bag os. Endnu en gang går vi fremad i gåsegang. Men forgæves. Løverne er lusket bort. I stedet ser vi en Spyttende Cobra, der hurtigt forsvinder i græsset foran os. Vi vandrer nu videre til et vandhul. Spor i mudret og helt friske kokasse-lignende klatter viser, at en ensom kafferbøffel har besøgt stedet i nat. Da vi når en lille bakke og ser bagdelen af et stort dyr, som står skjult bag en busk, tror vi straks, at det er bøflen. Men vi tager fejl. Det er et hvidt næsehorn med en stor kalv. De to næsehorn nærmer sig langsomt, mens moderen græsser. Den ene ranger hvisker, at vi skal tage det roligt og i stedet nyde oplevelsen af de store dyr så tæt på os. Vinden bærer fra, så næsehornene kan ikke lugte os, og deres syn er så dårligt, at de kun ser ti meter frem. Samtidig hvisker han til den anden ranger, at vi skal være klar til at smutte ind i krattet, hvis næsehornet bliver opmærksom på os - for blot at få det svar, at det ikke er nogen god ide, for derinde går bøflen. Da de to næsehorn er knap 25 meter fra os, trækker vi os derfor roligt tilbage. Så snart vi er på sikker afstand fra såvel næsehorn som kafferbøffel, sætter vi os i græsset, drikker lidt vand og fordøjer morgenens indtryk. Vi har været på Walking Safari i Kruger National Park i Sydafrika. Flygtninge ædes af løver Vi har været heldige, fastslår rangerne. Der er ingen garanti for at møde de store dyr, når er man på en walking safari. Nogle gange må man nøjes med at kigge på spor og planter. I dag har vi været i nærkontakt med såvel løver som næsehorn, mens vi har vandret gennem bushen - og det er en helt anden intens oplevelse end at se dyrene, mens man selv sidder inde i en bil, sådan som man normalt gør, når man er på safari i Afrika. I alle nationalparker, hvor der er løver og andre farlige dyr, er det fast standard med forbud mod at færdes til fods. Kun på særlige udsigtssteder er det tilladt at stige ud af bilerne. Når man som almindelig safarigæst ser en gruppe løver, er mødet med Dyrenes Konge som regel en noget søvnig affære, da løver bruger op mod 20 timer i døgnet på at sove. Men man skal ikke lade sig narre. Løver er yderst farlige, når de går på jagt. Det hænder mindst én gang om måneden, at rangerne i Kruger finder noget blodigt tøj, der afslører, at en flygtning fra Mozambique, som har forsøgt at krydser Kruger Nationalpark for at opnå et bedre liv i Sydafrika, er blevet dræbt og ædt af løverne. Kruger National Park er på størrelse med Jylland. Godt og vel endda. Der er 450 kilometer fra den sydlige gate ved Maleane til den grumsede Limpopo-flod mod nord, der danner grænse til Zimbabwe. Mod øst grænser Kruger til Mozambique, mens nationalparken på vestsiden er omgivet af dels Drakensberg-bjergene og dels en række berømte private naturreservater, der koster flere tusinde kroner i døgnet at besøge. Hovedvejene i Kruger er med asfalt, mens sidevejene er gode grusveje. I modsætning til Østafrika behøver man derfor ikke dyre firhjuls-trækkere. I Kruger kan man tage på safari i en almindelig bil. Selv når man sidder inde i en bil, kan man sagtens få store naturoplevelser. På et tidspunkt var vi således nærmest omgivet af elefanter til alle sider, og en anden dag så vi fem geparder på jagt efter impalaer lige ud foran os. Fra syd til nord er der i Kruger 12 hoved-camps. Her kan man leje fine hytter i forskellige størrelser med eget køkken. Man skal ikke medbringe opvaskebørster, da stuepigerne også vasker op. Til gengæld forventer de lidt drikkepenge. Fælles for alle hovedcamps er, at der er mindst en restaurant med endog meget fin mad og gode sydafrikanske vine samt kolde øl, en butik med såvel dagligvarer som tøj, souvernirs mv. samt en benzin-tank. I de fleste hovedcamps er der også swimmingpools, så børn og andre vandhunde kan køle sig af i de varme eftermiddagstimer, hvor dyrene alligevel sover og derfor er svære at se. Udover de 12 hovedcamps huser Kruger også fem bush-camps. Her er der hverken butikker eller restauranter, så man skal selv medbringe maden, men hytterne er stadig af høj standard og her er som regel også et skjul ud til et vandhul, så man kan sidde inde i skjulet og lade dyrene komme til én fremfor at opsøge dem i bilen. I bushcampen Talemati kunne vi høre løverne brøle om aftenen, og fra skjulet så vi løver, næsehorn, elefanter og giraffer foruden impalaer, zebraer og gnuer, som synes at være alle vegne. Fra den internationale lufthavn i Johannesburg er der ca. 400 km's kørsel til den sydlige gate ved Maleane. Der er motorvej det meste af vejen, da vejen fører fra Johannesburg til Mozambiques hovedstad Maputo, så man kan køre strækningen på fire timer.