Nærmest komisk

Det grænser til det komiske, når regeringen nu vil forlægge danskerne en plan for, hvordan samfundsøkonomien skal se ud om ni år - i 2020.

EMNER 12. april 2011 06:00

Det seneste årti har jo netop vist, at hverken regeringen eller deres talrige skare af embedsmænd, har styr på de parametre, der i en global markedsøkonomi påvirker et lille lands økonomi. Og det, der sker i den globale økonomi, har meget mere betydning for danskernes økonomi, end farven på den siddende regering. Så regeringens 2020-plan bliver nok ikke meget bedre, end hvad der svarer til danskernes evne til uge efter uge at ramme de syv rigtige lottotal. Tænk bare på tidligere finansminister for Venstre, Thor Pedersens plan i 2005, da han var klar til at købe hele verden. Den plan, han forelagde dengang, er ikke mere det papir værd, den var trykt på. Og i 2007 var der ikke et eneste medlem af regeringen, der lod sig mærke med, at der kunne være en alvorlig global økonomisk krise undervejs, selv om også lille Danmarks dengang løsslupne økonomiske politik, var benzin på bålet til de store økonomiske problemer, som vi nu står i. Det kommende valg kommer nok til at handle mere om tillid, end om en stribe af økonomiske prognoser. Og når vi taler tillid til politikere, må også tidligere borgerlige vælgere erfare, at VKO er en del bagud, for nu at sige det på nordjysk!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...