Nærmest lykkelig

Trods modvind er Lars Jeppesen glad for at være tilbage i Aalborg

AALBORG:Det er ikke til at se på Lars Jeppesen, at han de seneste dage har været ude i et uvejr, der ville få selv en isbryder til at tage vand ind. Hans nye restaurationsskib Elbjørn, er blevet kaldt en bunke skrot, og selv har han fået stukket i næsen, at han engang har været pølsemand. Og han har endda ikke selv gjort noget for at tiltrække sig al den opmærksomhed. Han har bare lagt til kaj på det sted, hvor Aalborg Kommune har sagt, han skulle ligge. Og han flytter gerne skibet. Bare det får lov blive liggende på Aalborg-siden et sted mellem Limfjordsbroen og Honnørkajen. Uniformen fra receptionsdagen forleden er skiftet ud med en langhalset blå trøje og et par praktiske khakifarvede shorts. Det drengede smil har han stadig, mens frisuren passer fint til moden i søværnet for mange år siden - meget kort. Og så er han trods modgangen endda med egne ord nærmest lykkelig. For selvom velkomsten ikke har været helt som han havde håbet på, så er det alligevel en drøm, der er gået i opfyldelse. Drømmen om at have sit eget skib inde midt i Aalborg. Elsker Aalborg - Jeg er glad for at være tilbage i Aalborg. Jeg elsker byen, og jeg elsker fjorden, siger han. - Vi har ikke gjort det her for at tjene masser af penge. Vi vil bare gerne hver dag stå op til noget, der er sjovt. Med vi mener han sig selv og samleversken Rikke Precht, som bliver ansvarlig for den anden del af skibet, hvor hun indretter et glaspusteri. Lars Jeppesen er barnefødt i Vadum, hvor han boede til han var 17 år. Så flyttede han til Aalborg. De seneste år har han slået sin folder i Sæby, hvor han i fem år med succes har drevet Sæby Søbad. Men nu er den efterhånden 32-årige Lars Jeppesen på hjemmebanen igen. - Jeg glæder mig til at tage min cykel og cykle ud til Aalborg Kajakklub for at tage en kajak og padle en tur på fjorden, fortæller han om de nærmeste fremtidsplaner. De inkluderer også en indmeldelse i Isbjørnen, for vinterbader, det vil han også være. Men én ting vil han ikke tilbage til. Det er politik. Lars Jeppesen har tidligere stillet op til byrådet - og første gang var han endog meget tæt på at komme ind. Ved seneste valg var han også på listen, men sprang fra i sidste øjeblik, da han ikke kunne overkomme politik samtidig med, at han drev Sæby Søbad. Venstreprofilen fra den gang er også blevet lidt mindre skarp. Nok er han stadig liberalist og Venstre-mand til benet, når det gælder om at drive forretning, men på andre områder - f.eks. hvad angår miljø og gode råvarer - er der andre partier, han er mere enig med. 3. smukkeste skib Det der med, at Elbjørn skulle være en bunke gammelt skrot er han helt uenig i. Tværtimod ynder han at sige, at det er Danmarks 3. flotteste skib. Kun overgået af Kongeskibet og Skoleskibet Danmark. Og fortiden som pølsemand og det manglende eksamensbevis fra teknisk skole har han kun et skuldertræk til overs for. - Nogle af verdens bedste kokke er ikke uddannede. Du kan sagtens lave god mad, selvom du ikke har uddannelsen, siger han. - Men jeg har sørget for at ansætte nogle af byens dygtigste kokke i mit køkken, så jeg har nogle, der kan banke mig på plads. Jeg har nogle ideer, der holder, og nogle der ikke holder. Lars Jeppesen har arbejdet hårdt på at indhente noget af det han forsømte, da han ikke gennemførte en kokkeuddannelse. - Jeg har haft faglærere fra Aalborg Tekniske Skole til at undervise mig privat. De har taget sig tid til at oplære mig. Så der ligger også faglighed bag det, jeg laver, siger han. - Men jeg er da godt klar over, at jeg bliver betragtet som det sorte får i det gode selskab. Lars Jeppesen vil satse dansk i restauranten, der ligger i Elbjørns tidligere hjertekammer - maskinrummet. Her er plads til 60 spisende gæster, og de kan vente gastromi på et højt niveau. - Det bliver med de bedste råvarer fra Nordjylland. Det her skal være byens ansigt udadtil, lover han. Et bevis på, at han mener det med Nordjylland alvorligt, kan bl.a. ses på, at han har indrettet en akvavit-lounge. Elbjørn har ganske simpelt alle de forskellige slags snaps som spritfabrikken producerer. Og personalet er uddannet til at kunne fortælle, hvad der kendetegner de forskellige slags. Og det bliver ikke et billigt spisested. Prismæssigt vil Elbjørn om aftenen lægge sig på samme niveau som byens andre gode restauranter - ingen nævnt, ingen glemt. - Men ved frokosttid vil vi satse på priser, hvor hr. og fru Jensen kan være med, siger han. Lars Jeppesen håber også, at han kan puste lidt mere liv i havnefronten. Og meget gerne i et professionelt samarbejde med genboen Rosdahls. Selvom man fra den side ikke har kunnet lide udsigten, bør man kunne arbejde sammen, hvis det er til gavn for begge parter, mener han. Selvom der var åbningsreception i torsdags varer det et par dage, før Elbjørn er klar til at modtage sine første gæster. Der er stadig masser af hårdt arbejde i vente. - Men på tirsdag kl. 11 er vi klar, lover kaptajn Jeppesen.