Politi

Nærpoliti med færre faste betjente

Stationerne i Nørresundby og Aalborg øst bemandes fremover med fire mand

Chefpolitiinspektør Jørn Aabye mener ikke, at borgerne vil mærke nogen forskel.Arkivfoto

Chefpolitiinspektør Jørn Aabye mener ikke, at borgerne vil mærke nogen forskel.Arkivfoto

AALBORG:De to nærpolitistationer i Nørresundby og Aalborg Øst skærer ned på den faste bemanding. I øjeblikket er der seks betjente på de to stationer, men fra 1. december er der fire mand tilbage hvert sted. For borgerne i de to områder vil det dog ikke føles som nogen forringelse. Det mener chefpolitiinspektør Jørn Aabye, Nordjyllands Politi. - Vi flytter nemlig samtidig opgaver fra nærpolitiet til andre sektioner i lokalpolitiet. For eksempel voldssager og den forebyggende indsats. Desuden tilpasser vi os den virkelighed, at borgerne ikke længere har brug for at henvende sig til politiet, når de skal have nyt pas eller kørekort. Desuden skal der etableres arbejdsfællesskaber mellem de to nærpolitistationer og landbetjentene. Stationen på Vangen i Nørresundby skal arbejde tættere sammen med landbetjentene i Hals og Sulsted, mens stationen på Saltumvej i Aalborg Øst får fællesskab med landbetjentene i Storvorde og Gistrup. Det skal blandt andet udnyttes til at give politiet mere slagkraft ved større opgaver. For eksempel de varslede kampagner mod knallertræs på stierne i Aalborg Øst. Bekymrede borgere Jørn Aabye beroliger de borgere, som frygter, at politiet bliver mindre synligt i lokalområderne. - Tværtimod. Vi bevarer vores forposter, som kender deres områder godt. Samtidig rummer politiets omorganisering mulighed for at sætte ind med større styrke, hvis der er et særligt behov i et område. Vi har for eksempel haft ung-domspolitiet til at øge indsatsen i Aalborg Øst på det seneste, lyder det fra chefpolitiinspektøren. Beslutningen skal også ses i lyset af, at Aalborg Øst og Nørresundby allerede i dag betjenes en hel del fra politiets hovedstation i Jyllandsgade Aalborg. Mange hændelser sker nemlig på en tid af døgnet, hvor nærpolitistationerne er lukket. Meldingen beroliger dog ikke John Erik Knudsen, formand for Borgerforum Øst. - Vi vil presse på, så der bliver så mange betjente i Aalborg Øst som muligt. De har ikke været for mange i forvejen, og de betjente har også været sendt til Nørrebro, så der til tider nærmest ikke har været nogen tilbage på stationen. Det vil blive forstærket, hvis der fremover kun skal være fire mand, siger John Erik Knudsen. Han hæfter sig også ved, at et stort område som Aalborg Øst ikke har nogen social døgndækning. Hvis der er brug for hjælp, skal borgerne ind til Aalborgs centrum, og det er uhensigtsmæssigt. Chefpolitiinspektør Jørn Aabye understreger, at omorganiseringen er fremlagt i kontaktrådet, hvor politidirektør Jens Henrik Højbjerg og de ni nordjyske borgmestre mødes. Også på kommuneniveau - lokalrådene - er planerne fremlagt for embedsmænd.