Lokalpolitik

Nærved og næsten

HVOR BLEV HAN AF: SF'eren Peter Altenborg var tæt på at blive borgmester HORSENS: På søndag har socialdemokraten Børge Olsen været borgmester i Skørping Kommune i 10 år. Og her er manden, der næsten kunne være blevet borgmester i stedet for, både i februar 1995 efter Inger Petersens død og efter kommunalvalget i november 1997. Men den nu 57-årige SF'er, Peter Altenborg, blev altså aldrig borgmester. Derimod gav alene tilbuddet fra Venstre en masse ravage i det lokale SF, hvor man endte med at sige nej tak, men mistede Henrik Christensen, nu socialdemokrat, undervejs. Peter Altenborg forlod selv byrådet "i utide" i 1999, da han havde fået en ny stilling, som krævede megen rejseaktivitet, og siden har man ikke i det offentlige set meget til politikeren Peter Altenborg. Han stillede ganske vist op til amtsrådsvalget i 2001, men uden reel chance for at blive valgt. Og han har da også i de seneste tre år været formand for SF-Skørping. - Men en meget administrativ formand, ikke politisk. Jeg sagde allerede, da jeg gik ud af byrådet, at jeg ikke ville være sådan én, der sad bagved og trak i trådene, siger Peter Altenborg, som også føler, at hans i alt en halv snes år som byrådsmedlem ligger langt væk. - Er det kun 10 år siden, siger han for eksempel umiddelbart om NORDJYSKE's anledning til at finde ud af, hvad der blev af ham, der næsten blev borgmester i 1995. Han siger også, at han ikke savner at sidde i byrådet: - Nej. Eller - det har jeg besluttet ikke at gøre, kommer det så alligevel lidt tvetydigt. - Det var da sjovt, selv om vi ikke ligefrem grinede hele tiden. Og jeg ville da gerne have været borgmester. SF's forretningsudvalg syntes også, at vi skulle tale med Venstre om det, SF var jo interesseret i at få flere borgmesterposter. Jeg tror også, at vi kunne have lavet et fornuftigt aftalegrundlag med Venstre, mener Peter Altenborg, som ikke tør sige, om Skørping Kommune havde udviklet sig anderledes med ham ved roret: - Det kan man jo aldrig vide. Men jeg syntes i hvert fald dengang, at jeg havde formidlet et godt samarbejde i teknisk udvalg, og det ville jeg have videreført som borgmester. Og så kunne jeg godt have tænkt mig at nedsætte en tænketank. Kommunen har utroligt mange visionære og kreative mennesker. En tænketank kunne måske også have skabt en anden åbenhed om arbejdet i byrådet, mener Peter Altenborg. Han er dog ked af forløbet i den dramatiske uge i 1995: - Jeg kunne ikke lide, at der blev så meget blæst om borgmesterposten, næsten før Inger Petersen var kold. Det var også synd, at Henrik Christensen hoppede ud af partiet. Og det var en skam, at Børge Olsen tog det hele så personligt. Jeg har jo ikke noget imod ham som person. Men jeg kunne godt se en fordel for SF i at få borgmesterposten, man har et større råderum, siger Peter Altenborg. Men selv om man næsten hører ham fortryde, at han forlod hvervet som politiker, så ligner han en meget tilfreds mand, som til gengæld har brugt sit engagement i sit arbejde på Aalborg Handelsskole, hvor han har været hvor længe? - Sch, langt over 30 år, men det er jo ikke noget at prale af nu om dage. Men jeg har haft forskellige funktioner. Siden 2000 har jeg været udviklingschef, og det er meget spændende. Samtidig har jeg taget et to års leder- og konsulentkursus inden for den nye, systemiske metode, begynder han med lys i øjnene. Politik er dog ikke et overstået kapitel. - Jeg kan da ikke lade være med at følge med og forholde mig til, hvad der sker. Jeg ville såmænd også gerne stille op til amtsrådet igen. Hvis der altså var et amtsråd at stille op til, siger Peter Altenborg, som ikke lægger skjul på sin skepsis over for de foreløbige udmeldinger om kommunalreformen og de nye regioner. SF-Skørping og SF-Støvring har dog tænkt sig at indrette sig på den nye Rebild Kommune ved at stifte et fælles SF-Rebild. Men Peter Altenborg stiller ikke op til det nye byråd: - Nej, næste gang jeg stiller op til noget, bliver det nok til Ældre Sagens bestyrelse, ler han.