Ældreforhold

Næse til byrådsflertal

Flertal overhørte advarsler om ændring af ældreboliger

En ommer. Frederikshavn Kommune handlede imod reglerne, da kommunen i 2006 besluttede, at et antal ældreboliger skulle ændre status til plejeboliger. Ændringen betød blandt andet, at en række borgere, der hidtil havde haft adgang til frit valg af hjemmehjælp, blev udelukket fra det frie valg og skulle benytte den kommunale hjemmehjælp. Hjemmeservicefirmaet Blæksprutten ApS indbragte sagen for Statsforvaltningen Nordjylland, der altså giver Blæksprutten medhold. - Det er kedeligt at sagen skal køre så langt. I Venstre advarede vi mod ændringen og sagde højt og tydeligt: Lad være! Det er ren ideologi og et spørgsmål om, at berøve de ældre muligheden for frit valg, sagde Hans Jørgen Kaptain (V), da byrådet onsdag aften behandlede sagen. Kaptain opfordrede socialudvalget til at rette sig efter afgørelsen og ikke lade sig friste til fremover at prøve at ændre status for en større eller mindre del af ældreboligerne. Formand for socialudvalget, Birgit Hansen (S), bad om arbejdsro så udvalget i fred og ro kan arbejde med sagen.